




FC Nordsjælland sikrede sig søndag bronzemedaljerne.
Med opbakning fra små 500 udebanetilhængere kunne de sikkert køre tredjepladsen hjem, da de vandt 4-1 over Sønderjyske.
Dermed var der ikke så meget at rafle om, selvom hjemmeholdet også havde muligheden for at snuppe bronzen med en stor sejr.
Der var naturligvis glæde at spore i FC Nordsjælland-lejren efter opgøret, og cheftræner, Jens Fønsskov Olsen, satte ord på at have bronzemedaljer hængende om halsen.
- Det er vildt. Det er en kæmpe forløsning i dag. Det har ladet vente på sig i nogle runder, hvor jeg ellers synes, vi var dygtige.
- Brøndby udlignede til sidst, og vi var dygtige mod AGF og FC Midtjylland på hjemmebane og rakte ud efter sejrene, men vi manglede lige det sidste point. Og så ved man godt, at når det kommer ned til én kamp, kan man ikke kontrollere alt, siger FCN-træneren til Bold og den øvrige presse.
Artiklen fortsætter efter billedet

FC Nordsjælland har haft sine op- og nedture i sæsonen, men de viste i sidste ende, at de snuppede en fortjent tredjeplads.
Men det lå ikke helt i kortene, mener Jens Fønsskov Olsen.
- Jeg tror, at hele fodbold-Danmark tænker, at det skal FC Nordsjælland gøre en gang imellem, og det skal vi nok også, men at det skulle være i den her sæson, tror jeg ikke, der var mange, som havde regnet med.
- Jeg synes, det er en stor overraskelse, og det er en virkelig stor præstation, fordi vi har haft så meget udskiftning over rigtig mange transfervinduer.
AGF og FC Midtjylland tog sig sikkert af første- og andenpladsen, men FC Nordsjælland var det bedste mandskab i mesterskabsspillet.
De endte med at hente 19 ud af 30 point og kan nu gå på sommerferie.
Efter den skal de forsøge at kvalificere FC Nordsjælland til europæisk fodbold. De træder ind i kvalifikationen til Europa Conference League.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

FC Nordsjælland
3F Superliga



































