Den 18-årige målmand Andreas Søndenbroe har forlænget sin kontrakt med FC Nordsjælland.
Aftalen løber frem til sommeren 2031.
Andreas Søndenbroe startede som treårig i Farum Boldklub, hvor det tog ham nogle år, før han fandt sin rette plads i målet.
Sidste år rykkede han fra FCN’s akademi op i Superliga-truppen, men mangler fortsat sin senior-debut.
I foråret var han udlånt til Næstved 2. Division, hvor han er noteret for otte kampe.
Artiklen fortsætter efter billedet

For Andreas Søndenbroe betyder forlængelsen meget.
- Jeg er utrolig glad for, at jeg nu har forlænget min aftale med FC Nordsjælland for de næste fem år. Det betyder virkelig meget for mig at kunne fortsætte i den klub, der altid har været min, siger Andreas Søndenbroe til klubbens hjemmeside.
FC Nordsjællands fodbolddirektør, Alexander Riget, fremhæver Søndenbroes evner i målet.
- Han har en god højde, der er med til at gøre ham helt eminent i indlægsspillet. Derudover er han fin i redningsspillet og ganske god med fødderne. Han er god til at træffe beslutninger, og for os at se er der ingen tvivl om, at han med afstand er det største målmandstalent i sin aldersgruppe i Danmark, siger Alexander Riget.
Nu er målet for Andreas Søndenbroe at kæmpe sig tættere på en plads mellem stængerne på FC Nordsjællands Superliga-hold.

Superliga-transfernes pokerspil
Ugens Suppe | Afsnit 4Der er ingen vej tilbage til Sønderjyske for Magnus Jensen, efter han har forsøgt at presse et skifte til FC Midtjylland igennem. Vi diskuterer Superliga-transfernes pokerspil.
Læs mere
FC Nordsjælland
3F Superliga




































