
Søndagens kamp mellem FC Nordsjælland og Randers FC så ud til at ende 0-0.
Men på den sidste chance i kampen dukkede Runar Norheim op og scorede det afgørende 1-0-mål for Farum-mandskabet.
- Der findes ikke en bedre følelse end at score så sent i kampen, så det føles helt fantastisk, siger matchvinderen efter opgøret til Bold.
FC Nordsjælland havde igennem hele kampen skabt store chancer, men skarpheden manglede i den grad.
Hjemmeholdet stoppede dog ikke med at tro på, at scoringen skulle komme, selvom det så ud til, at det ville ende i en nulløsning.
- Den tanke begyndte da at melde sig. Men vi blev ved med at skabe flere og flere chancer til sidst. Vi burde nok have scoret tidligere og været mere skarpe. Men vi tager herfra med tre point, og det føles rigtig godt.
Artiklen fortsætter efter billedet

Runar Norheim nyder lige nu rigtig stor succes, hvor han fra et udgangspunkt på en wingback får sine spidskompetencer frem.
Nordmanden veksler med Juho Lähteenmäki på de to wingbacks. I nogle kampe ligger Norheim til højre og andre gange til venstre.
Derudover får Norheim virkelig muligheden for at bidrage med sine offensive evner. Med målet søndag er det blevet til tre kasser i denne sæson.
- Det passer mig fint, at jeg kan spille på begge sider. Jeg kan bruge forskellige kvaliteter alt efter, hvilken side jeg spiller i, så det er kun en fordel at kunne skifte.
- Jeg har fået en god start på denne sæson, og det skal jeg selvfølgelig bygge videre på.
Runar Norheims cheftræner, Jens Fønsskov Olsen, er da også tilfreds med, hvad han ser fra nordmandens side, og hvad han får ud af stille med en opstilling med to wingbacks.
- En af årsagerne til at vi har gjort det, er jo ikke mindst det offensive, hvor vi kan lave nogle brede switch, og vi kan få flere folk ind i feltet. Og både Juho (Lähteenmäki, red.) og Runar (Norheim, red.) har været i rigtig mange gode situationer i modstandernes felt. Og Runar har jo lavet tre mål i de sidste kampe her, så han er okay tilfreds med den position.
Jens Fønsskov Olsen sætter flere ord på Runar Norheims kvaliteter.
- Det vigtigste er, at han er modig. Han har faktisk sådan en målnæse, og han er fysisk stærk. Vi så det også i sidste sæson, hvor han lavede mange mål fra den modsatte side, hvor han tog 10'er-positionen og løb dybt på bagkæden, så han har næse for det.
- Han kan heade, og har også et fint blik for sine medspillere, så han er en god spiller at have i den position, også fordi han ikke ligner de andre, vi har deroppe, siger FCN's cheftræner.
FC Nordsjælland spiller torsdag første kamp i tredje runde af Europa Conference League-kvalifikationen, hvor de møder Valur på udebane.
I næste weekend får FCN pause i 3F Superligaen for at tilgodese deres europæiske færd. Runar Norheim erkender, at det er fint med en lille pause, selvom Nordsjælland generelt har en bred trup.

Dansk oprejsning i Europa
Hattrick | Afsnit 164Efter en jammerlig første uge for de danske hold i Europa, slog AGF, FCK og FCN tilbage i denne uge, mens FCM skuffede på ny. Vi ser nærmere på koefficientregnskabet.
Læs mere
FC Nordsjælland
3F Superliga




























