2021-01-23 07:00:02

Ny FCN-chef vil beholde transfer-førersædet

FC Nordsjælland vil fortsat være i førersædet på både talentudvikling og transfers i Danmark, siger klubbens nye sportslige ansvarlig, Mikkel Hemmersam.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FC Nordsjælland blev i denne uge overtaget af den egyptiske Mansour-familie, og i samme ombæring skiftede klubben sportschef.

Jan Laursen er blevet udpeget som bestyrelsesformand, mens Mikkel Hemmersam bliver ny sportslig ansvarlig i klubben.

Hemmersam har en fortid som rekrutteringschef i FC Københavns talentafdeling, mens han indtil denne uge har været sportslig ansvarlig i FC Nordsjællands kvindeafdeling.

Mikkel Hemmersam mener, at FC Nordsjælland skal være obs på, at konkurrencen om de unge talenter bliver større og større.

- Vi anser os som førende på udviklingen af de bedste drenge og piger. Vi har gjort det rigtig godt på vores akademier i Danmark, bedst illustreret med de fem stjerner vi har fået, men også med de spillere, der er blevet produceret den seneste lange periode, siger Mikkel Hemmersam.

- Vi ser dog også, at konkurrencen bliver større og større. Vi kan se, at flere af vores konkurrenter satser mere og mere på unge talenter, og det byder vi velkommen.

- Jo større konkurrence der er, jo bedre er det også for vores spillere. Men hvis man fortsat vil være førende inden for de bedste drenge og piger, er man nødt til at investere og hele tiden nytænke sin model. 

- For det er vores ambition fortsat at være en førende talentudviklingsklub i Danmark på både drenge- og pigesiden. Og det vil være en helt klar del af vores DNA fremadrettet at have mange unge spillere på førsteholdet.

- Lige nu har vi 80 procent fra egne akademier, og det er også vigtigt fremover, at vi giver de danske og især lokale talenter de bedste muligheder for at lykkes med at blive fodboldspillere her i FC Nordsjælland.

Faciliteter, stab og rekruttering skal forbedres
Mikkel Hemmersam peger også på nogle helt konkrete områder, hvor FC Nordsjælland i den kommende tid skal forbedre sig.

- Vores faciliteter skal være bedre, og vi er nødt til at have flere baner til rådighed, siger Hemmersam. 

- Vi har en fantastisk stab i øjeblikket, men det er klart, at når vi kigger tilbage om fem år, skal vi gerne kunne sige, at vi har gjort det endnu bedre, så det kræver en endnu dygtigere stab, end vi har i dag. Vores i forvejen utroligt kompetente stab kan blive endnu dygtigere.

- Derudover er det klart, at vi skal blive endnu dygtigere til rekruttering. Vi skal være endnu dygtigere til at finde de spillere, der passer til os, for det er ikke alle spillere, der passer i alle klubber.

- Der er nogle spillere, som alle konkurrerer om, og der skal vi finde ud af, hvordan man bedst muligt rekrutterer dem og bliver den mest attraktive fodboldklub for spillerne.

Vil beholde førersædet på transfers
FC Nordsjælland har understreget, at klubben kører videre med samme strategi på trods af Mansour-familiens indtog.

Der vil derfor fortsat være stort fokus på danske talenter - og ikke kun på ghanesiske og egyptiske, fastslår Mikkel Hemmersam.

- Vi kommer ikke til at ændre på måden at gøre tingene på. Vi håber, vi kan udvikle endnu flere Andreas Skov Olsen-spillere, flere Mikkel Damsgaard-spillere kombineret med en Kudus og en Kamaldeen fra de andre akademier.

- Hvis vi gør det, vi er gode til, endnu bedre, tror vi på, vi kan øge niveauet på Superliga-holdet, vurderer Hemmersam.

For FC Nordsjælland bliver transferindtægter også fortsat en vigtig del af forretningen.

- Vi har solgt spillere for 65 millioner euro, hvilket er et rigtig, rigtig flot tal i dansk målestok, og det er stadig vigtigt for os at være i førersædet på transfers, som fortsat kommer til at være en vigtig del af vores forretningsmodel.

- Markedet er rigtig svært i øjeblikket, for hvis man har ekstraordinært gode unge spillere, er der ekstremt stor efterspørgsel på dem.

- Derfor hverken kan eller ønsker vi at holde på sådanne spillere, for de skal også ud og forfølge deres drømme i Europa.

- Vi skal bare være gode til fortsat at udvikle den næste generation af spillere, så vi kan have et rigtig dygtigt og kompetitivt førstehold, siger Mikkel Hemmersam.

FC Nordsjællands tidligere bestyrelsesformand Tom Vernon forbliver desuden i foretagendet som en del af et Advisory Board.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce