Victor Froholdt imponerer voldsomt i FC Porto.
Siden skiftet fra FC København i sommer har den 20-årig midtbanemotor spillet 44 kampe, lavet syv mål og seks oplæg.
Igen søndag var danskeren afgørende, da han scorede 3-0-målet i 3-1-sejren over Estoril i den bedste portugisiske række.
Efter kampen lagde Porto-træner Francesco Farioli heller ikke skjul på sin begejstring for Froholdt, som ifølge ham allerede overgår alle forventninger.
- Han er en fremragende spiller, og hans udvikling siden sæsonstart har været imponerende. Han kom til som en ung spiller med et stort potentiale og faldt hurtigt ind i holdets dynamik, sagde han ifølge Abola og fortsatte:
- Han har en topindstilling og er en spiller, der vil udvikle sig på alle områder - både på og uden for banen - med stor fokus på detaljerne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det, han præsterer og bidrager med til holdet, overgår vores forventninger.
Francesco Farioli fortalte samtidig, at danskerens udvikling er gået hurtigere end forventet.
- Som klub investerer man ikke 15-20 millioner i en 19-årig uden at have stor tro på ham, men den måde, han har tilpasset sig så hurtigt på, er bemærkelsesværdig. Han er en meget ydmyg fyr, og det er en vigtig nøgle for hans videre udvikling og karriere.
Victor Froholdt har skrevet under på en kontrakt gældende til 2030 med den portugisiske storklub.
FC Porto betalte i første omgang 20 mio. euro - svarende til ca. 150 mio. kr. - til FCK for Froholdt.
Derudover kan der komme yderligere 2 mio. euro - ca. 15 mio. kr. - i bonusser, som er knyttet til præstationsbaserede mål.


FC Porto
Primeira Liga



































