Stefan Gartenmann har spillet sin sidste kamp i Ferencvaros.
Onsdag aften bekræftede den ungarerne, at den 29-årige forsvarsspiller forlader klubben, når hans nuværende kontrakt udløber ved udgangen af juni.
Dansk-schweizeren nåede derfor to år i den ungarske storklub, hvor det i alt blev til 59 kampe.
Han har dog ikke spillet siden november, hvor han måtte udgå med en skade.
Den skade kommer Stefan Gartenmann også ind på i et skriv på Instagram, hvor han sætter ord på afskeden med Ferencvaros.
- Min tid i Fradi er nået til vejs ende. Jeg ville ønske, at jeg kunne være blevet i mange flere år i denne fantastiske klub, men tingene går ikke altid, som man forventer.
- Det var hårdt at spille videre gennem smerter og tage de risici, jeg gjorde mod slutningen af sidste sæson, og jeg kom til at betale prisen for det senere. Men jeg ville ikke have gjort noget anderledes, for vi sikrede os det 36. mesterskab, som betød utrolig meget for mig.
- Tak fordi jeg fik lov til at repræsentere jeres smukke og historiske klub. Jeg har spillet den bedste fodbold i min karriere i Budapest, og Ferencváros vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Alt det bedste fremover. Budapest vil altid være zöld-fehér! Hajra Fradi!


Ferencvaros
1. Division
































