Feyenoord har truffet en drastisk beslutning.
Efter de skandaløse scener i weekendens kamp mod Cambuur, hvor kampen blev afbrudt på grund af kast med fyrværkeri på banen, har Feyenoord besluttet at udelade fans til de kommende to kampe.
Det drejer sig om de to udekampe mod Nijmegen og Zwolle i september, hvor der altså ikke må komme Feyenoord-fans på lægterne.
- Det er selvfølgelig det sidste, man ønsker, men vi føler, at vi ikke kan gøre andet. Efter det, der skete i Leeuwarden, er denne beslutning på sin plads, siger Feyenoord-direktør Robert Eenhoorn til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

De dramatiske scener førte til, at syv fans fra Cambuur kom til skade.
Feyenoord oplyser videre, at man arbejder intensivt med sagen og forventer at kunne komme med yderligere information inden for få dage.
Feyenoord vandt kampen mod Cambuur med 5-2 og har hentet to sejre og én uafgjort i Æresdivisionens første tre kampe.

Feyenoord
Æresdivisionen
























