Den tidligere AGF-, OB- SønderjyskE- og Randers-spiller Dennis Siim har de sidste tre år tørnet ud for islandske FH Hafnarfjördur. Men nu forlader den 33-årige defensivspiller vulkanøen og han er klar på et comeback i dansk fodbold.
- Kommer der noget interessant, så har jeg mod på at fortsætte. Som tingene ser ud nu, har jeg ikke noget på hånden. Det vil jeg gerne indrømme. Jeg har snakket løst med nogle klubber, men der er slet ikke noget på plads, siger Siim til bold.dk.
Kommer Siim tilbage i topform, så føler han sig overbevist om, at han stadig kan begå sig i Danmarks bedste fodboldrække.
- Heroppe har vi kun trænet en enkelt gang om dagen, da folk er deltidsprofessionelle, men jeg tror på, at hvis jeg kommer tilbage i ordentlig form og kommer ind i en rutine med træning to gange om dagen, så er jeg ganske sikker på, at jeg kan være med et år eller to endnu.
- Jeg tror både på, at jeg kan være med i divisionerne og i Superligaen. Jeg bliver trods alt kun 34 år, griner Siim.
Siim slår sig ned i Århus, og derfor skulle en ny arbejdsgiver helst have hjemme i det område.
- Vi vender snuden hjemad. Mig og min kæreste har fået en lille datter, som familien gerne vil være tættere på. Vi tager til Århus, hvor min kæreste har fået tilbudt et job, som hun skal starte i den 1. december, slutter han.
Hafnarfjordur vandt for nyligt det islandske mesterskab.
houlind@bold.dk


FH Hafnarfjordur
Besta Deildin


























