


En tilskuer kom pludselig i livsfare i tirsdagens VM-kvalifikationskamp mellem Finland og Polen.
Sikkerhedsvagter og lægefolk hastede hen til personen på lægterne, mens kampen blev afbrudt.
Efterfølgende fulgte en uvis periode for samtlige aktører på stadion.
- Der er en medicinsk nødsituation på tribunen. Førstehjælp er på stedet, og vi giver mere information senere, lød beskeden i højtalerne og på storskærmen.
Hurtigt stod det klart, at scenariet mindede om EM-kampen mellem Danmark og Finland i 2021, hvor Christian Eriksen pludselig faldt om med et hjertestop.
Artiklen fortsætter efter billedet

Dengang var den tidligere Brøndby-keeper Lukas Hradecky på grønsværen, og det samme var han tirsdag aften.
- Det er utroligt, at det her sker for anden gang i min karriere. Jeg håber, at det ender med, at vi er lige så mange, som vi var, da kampen blev sat i gang. Alt andet er sekundært, siger keeperen i et interview med Yle TV.
Efter knap tre kvarter blev kampen sat i gang igen, mens personen blev kørt i en ambulance til hospitalet, hvor førstehjælpen fortsatte.
- Fodbold er bare et spil. Livet er langt vigtigere. Det seneste, vi har fået at vide, er, at personen er i kritisk tilstand, men heldigvis modtager vedkommende professionel hjælp, siger Hradecky.
Finland vandt kampen med 2-1.

Finland
VM kval. UEFA

































