Frederik Krabbes kontrakt med Lyngby udløb 30. juni, og klubben ønskede ikke at forlænge. Siden har forsvarsspilleren derfor kigget sig om efter en ny klub, men det har været begrænset med interessante tilbud fra Danmark.
Det har Krabbe nu taget konsekvensen af. Den tidligere AGF'er har skrevet kontrakt med FK Arendal, der spiller i den tredjebedste norske række.
- Jeg kan godt forstå man løfte lidt på øjenbrynene af, at jeg rykker til den tredjebedste norske række, men jeg har længe sonderet markedet i Danmark, uden at finde det rette. Rent økonomisk kom Arendal med et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, siger Krabbe til bold.dk.
- Jeg vil ikke gå uden klub længere, for jeg trænger til at spille kampe. De var ellevilde for at få mig herop, på nogle betingelser som gør, at det er interessant for mig.
Arendal er sidst i den tredjebedste række, så Krabbe skal være med til at sikre overlevelse.
- Niveauet heroppe ligner det man ser i 2. division i Danmark. Det er et skridt ned for mig, men omvendt så er det en økonomisk aftale, jeg på ingen måde kan få i Danmark, og samtidig får jeg en oplevelse med min fodbold, siger Krabbe.
- Jeg føler, jeg har niveau til at spille højere oppe, men det her giver mig mulighed for at vise mig frem, og jeg er købt ind som den helt store profil, så jeg glæder mig til at betale deres tillid tilbage.
FK Arendal spiller næste gang lørdag, men først ugen efter forventer Krabbe debut, da hans licens næppe når til Norge tids nok til førstkommende kamp.
jesper@bold.dk



2. Division
FK Arendal



























