Jannik Pohl har været ekstremt hårdt ramt af skader i karrieren, og nu må den 27-årige angriber igen holde pause.
Pohl blev flæsket i den islandske premierekamp imellem hans hold Fram Reykjavik og Hafnarfjördur, fortæller han til bold.dk.
- Jeg får bolden i dybden, tager et træk forbi keeperen, og så bliver jeg bare slagtet. Målmanden rammer ind i det ben, jeg står på, og jeg kan med det samme mærke, at den er gal, siger Pohl.
- Vi får straffespark, og jeg skynder mig op, for jeg fik ikke taget så mange straffespark i sidste sæson, men hvis jeg skal kæmpe med om topscorertitlen, skal jeg jo tage et par straffespark i år.
- Men der kan jeg med det samme godt mærke, at knæet gør ondt.
Pohl har forstrukket ledbåndet og blev i islandske medier meldt ude i fire måneder, men så længe tager det ikke, fastslår han.
- Jeg tænker, jeg er tilbage på banen om to måneder. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg er.
- Jeg er egentlig sluppet så billigt, som jeg kunne med så hård en tackling. Men jeg har så også gjort mit forarbejde, for min krop har nærmest ikke stået stærkere i karrieren.
- Det værste er, at jeg de første seks uger skal gå med en skinne, så ledbåndet heler bedre. Så jeg kan ikke holde min form i gang lige nu, og det er egentlig det værste.
Sort sind i dagene efter
Jannik Pohl havde en forrygende sæson for sin islandske klub sidste år, hvor det blev til ni mål og fire oplæg i 21 kampe.
Derfor er det da også malurt i bægeret, at den selvtillidsfyldte angriber må holde pause.
- Jeg var rigtig træt af det i dagene efter, det var sket. Der havde jeg et ret sort sind.
- Den her sæson er vigtig for mig, fordi jeg sluttede sidste sæson så godt af, og jeg har fundet en træningsmåde, som har fået min krop helt fit.
- Så det er selvfølgelig irriterende at blive skadet, fordi jeg følte mig helt klar, og jeg havde sat næsen op efter at skulle kæmpe med om topscorerlisten.
Jannik Pohl bevarer optimismen.
- Hvis ikke jeg havde opbygget min krop til at være så stærk, kunne skaden have været meget værre. Så på den måde er jeg sluppet rigtig billigt, og det er det, jeg er nødt til at fokusere på.
- Derudover er jeg bare blevet stærk oveni hovedet af alle de ting, jeg har været igennem.
- Jeg tror, jeg har en stor mental styrke, for jeg kommer altid tilbage. Mentalt føler jeg mig nogle gange som en 40-årig i forhold til livserfaring, siger Pohl med et grin.
- Jeg giver aldrig op, og det gør jeg heller ikke denne gang.
Jannik Pohl har tidligere spillet for AaB, AC Horsens og hollandske Groningen.


Fram Reykjavik






























