Qatars dårlige behandling af migrantarbejdere, og holdning til LGBT+-miljøet har været heftigt debatteret under slutrunden, og fredag blev Antoine Griezmann spurgt ind til hans holdning på et pressemøde.
Her fortæller han, at han har været en smule utilpas over situationen.
- Jeg har været en smule utilpas under slutrunden. Men lige meget, hvor jeg er i verden, så ved LGBT+-miljøet, at jeg står bag dem.
- Men jeg er fodboldspiller – det er min profession, og mit land har udtaget mig til en stor international turnering, så jeg føler mig også enormt stolt af at være her, lød det fra den franske landsholdsspiller fredag.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den 31-årige Atletico Madrid-spiller har flere gange tidligere ytret sine stærke holdninger mod homofobi.
Griezmann og resten af Frankrig-truppen gik videre som nummer et i Danmarks pulje og møder dermed Polen i ottendedelsfinalen.
Kampen bliver spillet søndag kl. 16:00.