Michael Hansen skal have ny assistent i FC Fredericia.
Tidligere onsdag meldte klubben ud, at Anders Clausen stopper efter indeværende sæson.
I en kort pressemeddelelse udtaler direktør Stig Pedersen:
- Vi har været særdeles tilfredse med Anders som assistenttræner. Sammen med Michael Hansen har Anders leveret en professionel indsats gennem alle sæsoner.
- Anders er vellidt blandt spillere og øvrige ansatte i FC Fredericia og han har i denne sæson været en del af én af de bedste sæsoner i klubbens historie.
Skulle man forstå det sådan, at Anders Clausen selv har valgt at søge videre, er det helt forkert.
- Det er på ingen måde min beslutning. Jeg fik at vide i fredags, at de har fundet en ny, og at de går med en anden profil. Jeg kan godt forstå, at det lyder som om, at det er mit eget valg ud fra pressemeddelelsen, og jeg synes, at det er kommet forkert ud.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er bestemt ikke min beslutning, og jeg synes, at folk har ret til at kende sandheden. Mit eget ønske var at blive i rigtig mange år endnu, og Michael har lige forlænget to år. Jeg havde håbet, at jeg skulle med på den rejse, siger Anders Clausen til Bold.
Samtidig har han, som ugerne er gået, anet, hvilken vej pilen pegede.
- Michael forlængede i januar, og så troede jeg, at det var et spørgsmål om tid, før jeg også fik forlænget. Som månederne er skredet frem, kan jeg godt mærke, at det kom til at trække ud.
- Jeg var begyndt at indstille mig på, at det måske var et farvel, men jeg håbede til det sidste, at det blev mig, som de gik med, siger Anders Clausen.
Dybt skuffet over tidspunktet
Selv om Anders Clausen er ærgerlig, har han respekt for klubbens valg, men timingen kunne være langt bedre, mener han.
- Jeg respekterer beslutningen, men jeg er dybt skuffet over tidspunktet, når det er en måned, før vi går på ferie, og så er jeg skuffet efter sådan en fantastisk sæson, at jeg ikke får lov til at være med til at føre holdet videre.
- Det er vores tredje sæson sammen, og jeg synes, at vi udvikler os som makkerskab og klub, og jeg ville sindssygt gerne med på rejsen.
- Michael har fortalt, at det ene og alene er klubbens beslutning. Så det er Stig og det sportslige udvalg, der har valgt at træffe beslutningen, og Michael ville helst fortsætte med mig.
- De har valgt at søge en anden profil, og det respekterer jeg, selv om jeg ikke kan forstå beslutningen. De er i deres gode ret til at ansætte en anden, men jeg havde virkelig håbet på at fortsætte.
- Det er simpelthen det bedste job, jeg nogensinde har haft. Så jeg er selvfølgelig pisseærgerlig og skuffet over, at det ikke er mig, der skal fortsætte med Michael i de næste sæsoner, siger Anders Clausen.
Bold har onsdag aften været i kontakt med Fredericia-direktør Stig Pedersen.
Han bekræfter, at det er klubbens valg at gå en anden vej, men bruddet med Anders Clausen er helt udramatisk, fortæller direktøren.
Hvad så nu?
Fordi Fredericia altså kigger andre veje, skal Anders Clausen snart finde ud af, hvad der så skal ske rent personligt.
- Jeg sætter det bedste punktum sammen med Fredericia, og så får vi den tredjeplads, som vi har kæmpet for i hele foråret. Der mangler fire kampe og en måned tilbage, og jeg agter at fuldføre det.
- Så holder jeg en måneds ferie, hvor jeg skal ud at søge job. Jeg skal snakke med en masse mennesker og ud at vise mig selv frem. Jeg håber, at der dukker noget nyt og interessant op, og det det skal helst være inden for fodboldverdenen.
Tænker du som assistent eller cheftræner?
- Jeg har det bedst i rollen som assistent, men det kan også være som scout. Jeg føler bare ikke, at jeg er færdig med fodbold.
- Men jeg føler ikke, at jeg er der, hvor jeg bare skal være cheftræner. Hver dag på arbejde har jeg lært af Michael og fået inspiration, men jeg føler ikke, at jeg er 100 procent klar til det.
- Rollen som assistent tiltaler mig meget bedre lige i øjeblikket, men omvendt kender jeg branchen, og jeg vil ikke udelukke noget. Jeg kunne bare godt tænke mig at blive inden for fodboldbranchen, for det er her, hvor jeg har mine kompetencer, siger Anders Clausen til Bold.
46-årige Anders Clausen har tidligere været i Næstved og FC Roskilde, og efter tre år i Fredericia skal han altså videre i karrieren.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


FC Fredericia
Betinia Liga

































