2022-06-25 09:00:02

Fik ophævet i Fredericia: Er dybt taknemmelig

Anders Holvad ser tilbage på sin tid i FC Fredericia med stor glæde, og han er taknemmlig for, at klubben gav ham lov til at smutte før tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter fem år i FC Fredericia fik Anders Holvad tidligere i juni ophævet sin kontrakt, så han i stedet kunne fortsætte karrieren i udlandet hos Færøske Klaksvik.

I Fredericias pressemeddelelse lød det, at parterne havde valgt at ophæve kontrakten i fuld fælles forståelse, og det bekræfter hoverpersonen selv til bold.dk. 

- Jeg har været Fredericia i fem gode år, jeg var egentlig stadig glad for at være der. Jeg havde en god træner og nogle gode holdkammerater, men jeg tror bare, at jeg altid har haft en drøm om at prøve en form for udland. Bare det at prøve at bo i et andet land på grund af fodbolden.

- Det var egentlig ikke så meget, fordi jeg bare gerne ville væk fra Fredericia, fordi jeg havde en rolle at spille der, men det var måske mere et tilvalg af at prøve oplevelsen af udlandet både for familien og fodboldmæssigt. 

Hvordan tog klubben i mod det ønske? 

- Jeg har stadig et rigtig godt forhold til både Stig Pedersen og resten af ledelsen i Fredericia. Jeg er rigtig glad for, at Stig ville give mig denne mulighed, selvom jeg stadig havde en kontrakt i klubben. 

- Klubben gav udtryk for, at de gerne ville beholde mig, men det er jo også fedt, at selvom den sportslige succes er vigtig, så har de også de menneskelige egenskaber. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er rigtig, rigtig glad for min tid i Fredericia. Det var fedt, at de ville gå med til at lade mig gå, selvom det selvfølgelig ikke er optimalt for klubben. Jeg sætter utrolig meget pris på, at jeg har fået lov til at få den mulighed for at prøve noget andet. 

- Aftalen var naturligvis også, at jeg ikke kunne gå til en anden dansk klub, men det skulle være for at prøve at komme til udlandet. 

Hvordan ser du tilbage på tiden i Fredericia?

- Det har været en rigtig god tid. Jeg har fået rigtig mange gode kammerater, jeg har oplevet en masse fede kampe, og jeg synes også, jeg har fået sat mig præg i løbet af de sidste sæsoner. 

- Jeg havde selvfølgelig håbet, at jeg skulle opleve en oprykning med klubben, men sådan skulle det desværre ikke være. Vi har spillet med i løbet af alle mine år i klubben, hvor vi er blevet mellem nummer tre og seks, tror jeg. 

- Vi har spillet med, hvor det har været sjovt, selvom vi har manglet det sidste, når det skulle afgøres. Jeg har haft en rigtig god tid, og jeg vil helt sikkert blive ved med at følge Fredericia, afslutter angriberen. 

Anders Holvad kom til Fredericia i sommeren 2017, han nåede at spille 148 kampe og score 35 mål for klubben. Den 32-årige angriber har for nyligt skrevet en kontrakt med Klaksvik, aftalen løber frem til udgangen af 2023. 

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0