FC Fredericia har kæmpet gevaldigt med resultaterne i denne sæson.
Lige nu er Michael Hansens tropper næstsidst i NordicBet Ligaen, og derfor ligger holdet lige nu til at rykke ud af rækken.
Mandskabet har to point op til Fremad Amager på den rigtige side af stregen.
Assistent Anders Clausen siger ti bold.dk, at sæsonen som helhed har været langt fra tilfredsstillende.
- Det har været skuffende hele sæsonen. Vi har ikke ramt det niveau, som vi gerne ville, og vi kan skyde skylden på nok så meget. Vi skiftede ni mand ud i sommerpausen, og til det skal lige siges, at vi solgte 23 mål fra sæsonen 2021-2022 i Samson (Iyede, red.) til Horsens, Holvad (Anders, red.) til Island og Kirkegaard (Kristian, red.) til Vejle.
Artiklen fortsætter efter billedet

- De mål har vi ikke lige fået erstattet. Det troede vi, at vi fik, da vi fik nogle dygtige spillere ind. Det har bare taget længere tid end som så, men vi er godt på vej.
- Det er klart, at det er skuffende, når man har været i 1. division i 22 år og været med i subtoppen i en del sæsoner, så det er en ny situation for FC Fredericia. Vores omstilling til det har dog været god, og spillerne har været ved godt mod hele vejen igennem.
- Man kan sige, at mange af spillerne har også prøvet det i Esbjerg og kender mekanismerne og situationens alvor. Det virker som om, vi er et godt sted, og at vi har knækket koden, siger Anders Clausen til bold.dk.
Hvad vil en nedrykning betyde for klubben?
- Det vil være en kæmpe skuffelse. Det er ikke noget, som klubben er vant til. De har fulgt med udviklingen i 22 år, siger assistenten og tilføjer.
- Det er virkelig alvorligt, men vi tager en kamp ad gangen. Den allervigtigste opgave er mod Nykøbing på næste fredag.
Mentalt hårdt
Der er dog positive takter at spore hos FC Fredericia. Mandskabet har nemlig vundet over både HB Køge og senest Fremad Amager på hjemmebane, og Clausen synes også, at der er en fantastisk tro og harmoni i truppen.
Det kommende kvalifikationsspil bliver dog en barsk omgang, erkender assistenten.
- Jeg tænker, at det bliver to en halv måned, der bliver fysisk men ikke mindst mentalt hårde. Jeg kan mærke, at det er et kæmpe pres på, at vi skal undgå noget frem for at opnå noget. Det, at man skal ud og kæmpe for undgå nedrykning, er virkelig hårdt.
- Jeg synes virkelig, vi er et godt sted som hold, men vi ved også, at hver kamp bliver en finale. Det bliver ti kampe mod vores direkte konkurrenter, og jeg tror på, at vi skal hen til sidste spillerunde for at finde de to nedrykkere, siger Anders Clausen til bold.dk.
FC Fredericia starter kvalifikationsspillet ud 31. marts mod Nykøbing FC, der er sidst i rækken.