FC Fredericia er hårdt ramt af skader. Sommerindkøbet Søren Jensen blev i første kamp skadet, og er ude resten af sæsonen, mens Mikkel Knudstrup og Tobias Perch-Nielsen som minimum er ude resten af 2014.
Herudover har man en række kortere skader og det betyder, at truppen er meget smal. Sammenholdt med en placering tæt på stregen kan det betyde, at Fredericia til vinter må på indkøb.
- Hvis vi føler, at skadessituationen ved vinterpausen er af en sådan karakter, at vi føler os nødsaget til at gøre noget ekstraordinært, så vil vi også gøre det, siger direktør Stig Pedersen til bold.dk.
- Det bliver vi simpelthen nødt til. Vores trup lige nu er for smal, og det er ikke sådan at de skadede spillere lige står klar til at træde ind.
Til vinter udløber Andreas Moos' kontrakt, mens også lejeaftalen med Horsens-spilleren Sebastian Ibeagha udløber.
- Vi er i dialog, både med Andreas og med Horsens om Sebastian. Men vi skal lige frem omkring efterårets afslutning, før vi træffer en beslutning, siger Pedersen.
Fredericia er på niendepladsen i 1. division, blot to point over stregen.
jesper@bold.dk