FC Fredericia hentede i sommer både Martin Mikkelsen og Lukas Enevoldsen på korte aftaler, og de to erfarne herrer har nu fået nye kontrakter.
Begge har de underskrevet aftaler, der løber frem til den førstkommende sommer, og direktør Stig Pedersen er glad for, at det er lykkedes.
- Vi er glade for, at Martin har takket ja til at fortsætte, og han skal med sin store rutine hjælpe sine holdkammerater i bestræbelserne på at fastholde vores flotte placering.
- Lukas har udviklet sig positivt, og vi forventer, at han bliver endnu stærkere i løbet af foråret 2020, siger Stig Pedersen i en pressemeddelelse.
Martin Mikkelsen vendte i sommer hjem til FC Fredericia efter en årrække i Hobro IK. Han fandt først sent på efteråret sin form, og nu har han et halvt år mere til at bygge videre.
Lukas Enevoldsen blev hentet i Brabrand, da FC Fredericia kom lidt i bekneb med skader i den centrale defensiv. Han nåede otte kampe i landets næstbedste række i efteråret – i tre af tilfældene startede han inde.