Fredericia er rykket op i 3F Superligaen.
Det er en realitet, da FC Fredericia fredag aften besejrede Hvidovre 5-1, og dermed sikrede en oprykning til landets bedste række.
Det er en historisk bedrift, ifølge komiker og bestyrelsesmedlem i FC Fredericia, Melvin Kakooza.
- Det her er historie!
- I 25 år har man været så tæt på flere gange.
- Altså, det her er jo en så smuk historie, det er vanvittigt, fortalte en lykkelig Melvin Kakooza til Bold i fejringen efter kampen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Komikeren har fuldstændig ret i, at det er en historisk præstation fra Fredericia. Det er nemlig første gang i klubbens historie, at de er rykket op i Superligaen.
Melvin-effekten?
Melvin Kakooza blev for en måned siden valgt ind i FC Fredericias bestyrelse. Siden da er det gået strålende for Fredericia, som ikke har tabt en kamp siden 7. marts. Melvin mener dog ikke, at han har haft en særlig effekt, men at han bringer en smule held til holdet.
- Det er spillernes fortjeneste, de har gjort det sindssygt godt.
- Jeg har dog ikke været på stadion, uden at de har vundet. Så lidt magi har jeg da med.
Melvin Kakooza er stolt af den store udvikling, Fredericia har været igennem – med eller uden hans indblanding.
- Man skal også tænke på: Vi startede et forår, hvor det ikke gik godt, og så står vi her nu og reelt set har mulighed for at tage førstepladsen.
- Vi solgte ingen spillere i pausen, og er bygget videre, og her står vi nu.
- Det er jo kæmpe cadeau til alle.
Tak til fynboerne
Oprykningen blev ikke kun afgjort i Fredericia på Monjasa Park. De var også afhængige af pointtab fra Horsens i deres kamp mod OB.
Derfor var det en ovenud lykkelig Melvin Kakooza, der under Fredericias kamp mod Hvidovre fik fortalt, at OB havde udlignet i de døende minutter.
- Vi sad og snakkede om: ”Okay, vi skal stadig gøre det færdigt i Horsens næste weekend.”
- Så hører vi, at der står 2-2 i OB-kampen.
- Altså, jeg skal have så mange brunsvigere i morgen. Man må takke dem ovre på Fyn – for søren da, fortalte Melvin Kakooza afslutningsvist til Bold.
FC Fredericia har stadig mulighed for at overhale de brunsvigerglade fynboer fra OB i de to resterende kampe. Den jagt starter lørdag d. 17. maj ude mod Horsens.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Fredericia
Betinia Liga





































