Gammel kærlighed ruster ikke - spørg bare Per Wind.
Allerede som 17-årig debuterede den tidligere målmand på BK Frems førstehold, hvor han de næste 20 år skulle nå svimlende 590 ligakampe - et antal, der i vores lille andedam kun er overgået af Lars Høgh i OB.
Omtrent 30 år efter sin sidste kamp i buret skal Per Wind nu endnu engang agere redningsmand i arbejderklubben fra Valby, hvor han har takket ja til en plads i bestyrelsen.
- Jeg kan selvfølgelig ikke sige nej til at hjælpe, når klubben rakte en hånd ud til mig. Det er jo min klub, og jeg har været medlem i snart 58 år, siger Per Wind, da Bold fanger ham over telefonen lige efter en tur rundt omkring Damhussøen med sønnikes hund.
- Jonas (Wind, red.) har en dejlig, lille og skøn hund, som jeg tog med hjem her for tre uger siden, da jeg var nede hos ham i Wolfsburg. Vi har sgu aldrig været hundefolk før, men det er vi blevet. Man kommer sgu til at elske sådan et lille kræ. Jonas kommer også hjem i et par dage nu, så det er dejligt.
'Brug for lidt mønt'
Per Wind er et familiemenneske med stort F. Det er der vist ingen tvivl om.
Og da Frem-familien havde brug for hjælp og en økonomisk håndsrækning i kølvandet på en opbygget gæld på 1,4 millioner kroner, tøvede han ikke med at række ud til det netværk, som han har oparbejdet igennem sine mange år i branchen.
- Her og nu var der jo behov for lidt mønt, som jeg så har været med til at skaffe på den korte bane. Jeg måtte jo trække på de folk, jeg kender – både firmaer, som i forvejen var anpartshavere, og en masse af mine tidligere holdkammerater fra da jeg startede med at spille i 70’erne, og da jeg sluttede i start 90’erne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har kun givet en håndsrækning i fem dage nu, mens Frems bestyrelse med Rikke Honoré i spidsen har knoklet røven ud af bukserne i måneder for at få løst en masse besværlige opgaver både i moderklubben og i ApS’et.
- Det er moderklubbens bestyrelse med Rikke, Jon, Sinan og Jamal i front, som skal have de største klapsalver og ikke mig, siger han og fortsætter i rosende vendinger:
- Det er helt vildt så mange svære udfordringer, de har løst. Jeg har virkelig kæmpe stor respekt for de massevis af frivillige timer, de har lagt i dette her, især når de også hver især har et fuldtidsarbejde og familier, der skal passes. Jeg letter BIG time på min målmandskasket.
- Ligesom jeg, er de alle sammen Fremmere, og der var jo rigtig, rigtig mange, som var villige til at give en økonomisk håndsrækning, så vi kunne overleve på den korte bane. Så det har været dejligt at se, hvor mange der har støttet op om vores legendariske klub. Det er jeg sgu glad for, fortæller den tidligere sidste skanse.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
FCK er nummer to
Efter sin spillerkarriere i 2. divisionsklubben var han cheftræner i Tårnby BK og B 1908, inden han i 1998 kom tilbage til Frem og blev U19-chef og målmandstræner for førsteholdet.
Herefter drog Wind videre til FC København, hvor han frem til opsigelsen i maj 2022 både nåede at fungere som målmandstræner og Team Manager.
Der er dog ingen tvivl om, at hjertet ligger i Valby Idrætspark.
- Frem betyder jo alt for mig rent fodboldmæssigt. Det må jeg bare sige. Jeg var jo næsten 23 år i FC København, så der er jo mange, der associerer mig med FCK, hvilket også er helt fint.
- Men det er min klub nummer to. Alle, der kender mig, ved jo godt, at Frem selvfølgelig er min hjerteklub, når nu man har tilbragt hele sit fodboldliv derude, har klubrekorden og klubbens næsthøjeste udmærkelse med Frems guldnål. Klubben betyder alverden for mig. Det gør den bare, siger Per Wind.
Men hvad er det egentlig for nogle kompetencer, som det nyudklækkede bestyrelsesmedlem kan hjælpe med i den økonomisk trængte 2. divisionsklub?
Sund fornuft og know-how, lyder det blandt andet.
- Det er det, som vi skal til at finde ud af nu. Jeg glæder mig til næste uge, hvor jeg skal have et møde med mine bestyrelseskollegaer og hilse på de to nye investorer. Så det er jo også helt nyt for mig, selvom jeg selvfølgelig kender en del ude i Frem.
- Men det, som jeg kan tilbyde, er erfaring på fodbolddelen igennem 50 år – både som spiller, træner og Team Manager. Så derigennem har jeg, uden at lyde højrøvet, fået noget know-how.
- Jeg har et godt netværk, hvad det angår, så det skal jeg også trække på. Men det er noget, som vi skal finde ud af sammen, når vi mødes i bestyrelsen. Kort og godt handler det jo også bare om at bruge min sunde fornuft. Selvom jeg er en gammel ræv og snart bliver 70 år gammel, så vil jeg gerne give en håndsrækning, fortæller han.
Færre ture til Wolfsburg
De seneste år har Per Wind nydt pensionstilværelsen og hyppigt taget turen ned til tyske Wolfsburg, hvor yngstesønnen Jonas Wind som bekendt er på kontrakt.
Men det bliver der formentlig skåret ned på nu, fortæller han med et grin.
- Det var jo overhovedet ikke min plan, og jeg havde ikke set det komme. Min plan var, at jeg skulle fortsætte med at besøge Jonas hver anden uge, se hjemmekampene og blive hos ham i en uges tid. Det har jeg nemlig gjort indtil videre.
- Vi får hygget os, og jeg får set noget træning, men det kan godt være, at jeg bliver nødt til at springe nogle af kampene over nu for at lave et stykke arbejde. Det er jeg i hvert fald villig til – både på den korte og den lange bane.
- Jeg er jo så heldig, at jeg har en ung kone på 63 år, som stadig arbejder. Så jeg har hygget mig med pensionisttilværelsen, men nu skal jeg også hygge mig med Frem og det arbejde, der skal laves. Vi skal have en bæredygtig og økonomisk velfungerende klub op at køre igen, fortæller Wind.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Skulle findes en halv million
BK Frem har nemlig været alt andet end bæredygtig og økonomisk velfungerende. I forbindelse med nyheden om Per Wind skrev københavnerklubben følgende:
"For at sikre Boldklubben FREMs eksistens og overlevelse har vi, udover investorkapital, fået tilført ekstra økonomiske midler fra trofaste Fremmere, som Per har formået at samle ind på under 24 timer".
Og med en opbygget gæld på 1,4 millioner kroner skal der nu andre boller på suppen, slår Per Wind fast.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi skylder lidt penge. Så der skulle skrabes en halv million sammen på den korte bane, så der var til løn og lidt ubetalte regninger.
- Først og fremmest er det jo bare godt at se, at der kommer nogle investorer ind med noget kapital.
- Nogle af de penge, som de skyder ind, er desværre til at betale ubetalte regninger, men vi må komme med de kompetencer og egenskaber, som vi hver især har inde for vores felt, og få strikket noget sammen – både i forhold til sponsorsiden og minimering af nogle udgifter.
- Vi skal have en bæredygtig klub, som hviler på et økonomisk godt underlag, så vi ikke kommer ud i den her suppedas igen, hvor vi står og mangler penge for at holde os oven vande, siger Per Wind til Bold.
BK Frem oplyste i fredagens pressemeddelelse, at man havde fået tilføjet to erfarne investorer i form af John Wainer og Ertan Aslan. Førstnævnte skal varetage direktørposten, mens Aslan kommer til at stå for den sportslige ledelse.
I skrivende stund indtager man ottendepladsen i landets tredjebedste række.

BK Frem
CampoBet 2. division



































