Fremad Amager har fået nye ejere. Det bekræftede Lars Hein tidligere mandag i et længere skriv.
Nu står det også klart, hvem der overtager 2. divisionsklubben.
På LinkedIn skriver David Boysen således, at han og filmskaberen Brian Sean Tange overtager klubben sammen med en række lokale erhvervsfolk.
Den tidligere Lyngby- og Brøndby-spiller bliver på samme tid sportschef i klubben, lyder det.
- Jeg mødte Brian Tange for første gang i sommer - og for at gøre en lang historie kort, så er hans energi og gåpåmod lige det, der var behov for, når jeg skulle vælge, hvad der skulle ske i mit liv.
- Og efter fem måneders hårdt arbejde er vi simpelthen lykkedes - sammen med blandt andre flere lokale erhvervsfolk - at købe Fremad Amager Elite.
- Det har været en psykologisk udfordring udover det, jeg har prøvet før. Men nu står vi her!
- Der er rigtig mange mennesker, der fortjener et tak. Nu er jeg både klubejer og sportschef, lyder det fra David Boysen.
Brian Sean Tange overtager rollen som Head of Innovation i klubben, skriver filmskaberen desuden på sin LinkedIn-profil.
Fremad Amager indtager i skrivende stund ottendepladsen i 2. division.


Fremad Amager
CampoBet 2. division



































