CampoBet 2. division -Frederik Holst har svensk interesse: Foretrækker Danmark
Foto: Fremad Amager Elite
2025-07-08 12:55:00
Foto: Fremad Amager Elite

Frederik Holst har svensk interesse: Foretrækker Danmark

Frederik Holst har svensk interesse, men han foretrækker at blive i Danmark af hensyn til familien, fortæller den nu forhenværende Fremad Amager-spiller.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 1. runde

FT

THI

2 - 1

FAM

Frederik Holst er færdig i Fremad Amager et år før tid, efter parterne søndag ophævede kontrakten efter et års samarbejde.

30-årige Frederik Holst vil ikke gå i detaljer med bruddet i Fremad Amager, men han kan dog sige, at det var 2. divisionsklubben, der tog initiativ til ophævelsen.

- Det var Fremad Amager, der syntes, det kunne være en fin ide med alt det, der nu er sket. Så det var egentlig dem, der henvendte sig til mig, og så tog vi dialogen derfra.

- Det er nok den bedste løsning for alle parter, siger Frederik Holst til Bold uden at ville uddybe nærmere omkring sit exit i Fremad Amager.

Frederik Holst var i den forgangne sæson en del af anførergruppen i Fremad Amager sammen med fire andre.

Bold kunne i maj fortælle, hvordan spillerne blev sendt hjem fra træning efter et højspændt møde, der kom efter mange måneders konflikter, hvor truppen mistede tilliden til cheftræner Christian Iversen.

På mødet opløste Iversen dem fem mand store anførergruppe, og siden er både Søren Reese, Kasper Andersen og nu Frederik Holst væk fra Fremad Amager. Hans Høllsberg og Christoffer Boateng fra den opløste anførergruppe er fortsat i klubben.

Kigger mod 1. eller 2. division
Frederik Holst har tidligere i karrieren spillet 105 kampe for svenske Elfsborg, og midtbanespilleren har da også aktuelt interesse fra den anden side af sundet.

- Jeg har interesse fra både Danmark og Sverige, og det har været dejligt at mærke. Jeg havde fem år i Sverige og har gode bekendtskaber derovre, og der er ikke noget, der er udelukket.

- Men lige på nuværende tidspunkt med min familiesituation ser jeg mig selv helst inden for landets grænser; det er det, jeg håber og satser på.

- Jeg har været i udlandet i ni år, og så var det egentlig planen, at vi nu stille og roligt skulle falde på plads i Danmark, så det er det, jeg helst vil.

Du har spillet et år i 2. division – er det også hylden, du kigger efter nu?

- Jeg vil også gerne højere op, altså i 1. division, hvis det er muligt. Det er de to ligaer, jeg primært kigger efter.

- Mit mål og min ambition er at spille på så højt niveau som muligt, men ellers er det vigtigste egentlig, at det er et spændende projekt.

Selvom Holst er fyldt 30 år, føler han stadig, at han har mange år tilbage i sig som fodboldspiller.

- Min form er stadig fin, og jeg har forhåbentlig nogle gode år i mig endnu. Jeg vil gerne blive ved, til jeg er i hvert fald 35 år. Det er planen indtil videre.

- Og så håber jeg at finde et sted, hvor jeg kan dele ud af min erfaring fra karrieren, samtidig med at jeg kan bidrage på banen, siger Frederik Holst.

Foruden Elfsborg og Fremad Amager har Holst en fortid i Brøndby, svenske Helsingborg, norske Lillestrøm, hollandske Sparta Rotterdam, færøske Vestur og rumænske UTA Arad.

Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 1. runde

FT

THI

2 - 1

FAM

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce