2025-01-17 09:45:00

Fremad Amager-ejer tager retssag med ro

Fremad Amager-ejer Lars Hein er på ingen måder bekymret for den stævning, han har fået for aflysningen af et arrangement og manglende betaling på op imod 200.000 kr. – taber vi, betaler vi, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

28. januar skal Fremad Amagers ejer, Lars Hein, i Sø- & Handelsretten, fordi hans firma, Salescorp, er blevet stævnet for manglende betaling af en regning.

Det handler om en firmafest, som blev bestilt og siden aflyst.

Salescorp vil ikke betale regningen på op imod 200.000 kr. Og derfor skal retten nu afgøre, om der forelå en aftale, som Salescorp siden er løbet fra.

Når en forestående retssag mod Salescorp er interessant handler det om, at selskabet ejer Fremad Amager.

Derfor kan en manglende betaling og en konkurs af Salescorp resultere i et kollaps af Fremad Amager.

Artiklen fortsætter efter billedet

2. division -Fremad Amager-ejer tager retssag med ro
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Lars Hein tager dog den forestående stævning med ophøjet ro.

I et skriftligt svar til Bold skriver han:

- Sager i retten er ikke rart. Det er heller ikke rart med dialoger i pressen.

- Der er ikke noget, som rigtigt har ændret siden midten af december, hvor vi meldte ud omkring økonomien i Fremad Amager, skriver Lars Hein og slår fast:

- Salescorp leverer også et fornuftigt regnskab for sidste år med sorte tal på bundlinjen. Vi tager denne direkte med Anton (manden, der har stævnet Salescorp) og i værste fald i retten, det er vi ikke nervøse for, skriver Lars Hein.

Foto: Fremad Amager.

Stævningen kommer fra Anton Thjellesen, der – ifølge ham – blev hyret til at arrangere en firmafest, som Salescorp siden løb fra. Derfor er firmaet nu stævnet og parterne skal mødes i Sø- & Handelsretten i slutningen af januar.

Salescorp har de senere år været under voldsomt økonomisk pres.

Seneste regnskab viste minus 32,6 mio. kr. og egenkapitalen i seneste regnskab var minus 42,3 mio. kr. Samtidig blev det noteret i seneste regnskab, at der var væsentlig usikkerhed om den fremtidige drift i både Salescorp og Fremad Amager.

Lars Hein meldte ud kort før jul, at der var økonomisk fremgang i Fremad Amager. Man ender med sorte tal i 2024. Det skyldes primært salget af Henrik Meister fra Sarpsborg til Rennes, hvor Fremad Amager fik procenter af salget.

I 2023 kom Fremad Amager ud med et minus på 15,7 mio. kr., mens man i 2022 leverede 18,8 mio. kr. i minus.

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce