Fremad Amager Elites årsregnskab er blevet offentliggjort, og her fremgår det, at klubben er kommet ud af 2024 med et pænt overskud på 2,3 millioner kroner.
Det er et markant forbedret resultat sammenlignet med underskuddet på 15,7 millioner kroner for 2023, men bag de positive tal gemmer sig fortsat en virkelighed præget af økonomisk usikkerhed og massiv afhængighed af ejer Lars Hein.
Overskuddet, som Fremad Amager kan fremvise, skyldes især én post i regnskabet: Et markedsføringssalg på hele 20,8 millioner kroner til moderselskabet Salescorp Denmark ApS – et telemarketingfirma, der også er ejet af Lars Hein.
Det fremgår samtidig, at salget ikke er sket på normale markedsvilkår. Det betyder i praksis, at Fremad Amager har modtaget økonomisk støtte fra sin ejer, der er bogført som en kommerciel indtægt i stedet for som et traditionelt kapitalindskud.
Det er fuldt ud lovligt, men det kan give et lidt skævt billede af, hvor sund klubbens økonomi egentlig er.
Det fremgår også af regnskabet, at der stadig er væsentlig usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften.
Blandt andet har Fremad Amager fortsat en markant negativ egenkapital på 41,2 millioner kroner, ligesom klubben kun havde 11.567 kroner i likvide midler ved årets udgang.
Fremad Amager har dog fået finansieringstilsagn fra Salescorp Denmark ApS for 2025, ligesom gælden til moderselskabet på 8,8 millioner kroner først skal tilbagebetales tidligst i 2026.
Dermed kan driften fortsætte i 2025, men Fremad Amager er, som det ser ud nu, dybt afhængige økonomisk af Salescorp Denmark ApS og Lars Hein.
Meister-penge og moms-fejl
Ud over den store støtte fra moderselskabet indeholder regnskabet også andre væsentlige forhold.
Det fremgår, at der i årets løb er indsendt urigtige momsangivelser i strid med lovgivningen, hvilket efterfølgende er blevet rettet, men som potentielt kan medføre ansvar for ledelsen.
Klubben har desuden fået reduceret personaleomkostningerne markant – fra 16,5 til 11,3 millioner kroner, ligesom der er kommet en sjat penge i kassen i forbindelse med Henrik Meisters salg fra Sarpsborg til Rennes.
Fremad Amager havde en videresalgsklausul på Meister, der angiveligt kostede omkring 60 millioner danske kroner plus bonusser, og beløbet, der er tilfaldet klubben, havde ’markant positiv’ indvirkning på årets resultat, lyder det.
Fremad Amager oplyser videre, at man forventer et positivt resultat for 2025 i størrelsesordenen 0 til 500.000 kroner.
- Den sportslige ambition er fortsat at vende tilbage til landets næstbedste række, dog uden at gå på kompromis med balancen mellem udgifter og indtægter. Vi er både realistiske og ambitiøse. For os er økonomien og stabiliteten vigtigere end at satse uansvarligt på en oprykning, lyder det videre.
Fremad Amager må aktuelt ikke skrive kontrakter. Klubejer Lars Hein fortalte onsdag til Bold, at han forventede at få tilladelsen igen efter indsendelse af årsregnskabet. Læs mere her.



Fremad Amager
CampoBet 2. division



































