Den tidligere Premier League- og Superliga-spiller Martin Albrechtsen er blevet 43 år, men han har ikke lagt fodbolden helt på hylden.
Tilbage i starten af februar fortalte Albrechtsen til bold.dk, at han var i dialog med en klub i Københavnsserien.
Nu fortæller Fremad Valby-cheftræner Henrik Gundersen til bold.dk, at Albrechtsen har valgt at tørne ud for klubben.
Albrechtsen kommer til at betyde meget på og uden for banen.
- Det er faktisk min assistenttræner Nick Pedersen, som Martin kender i forvejen. Da han snakkede lidt med ham om, at han var stoppet i Værebro, spurgte han, om Martin kunne tænke sig at være lidt omkring hos os.
- Tanken er, at han skal være en mentor i forhold til de unge, så han kan hjælpe dem på banen.
- Det er rart at blive dirigeret på banen, og han kan hjælpe med at give lyd på banen. Derudover er han personlig træner, så han hjælper os med at lave programmer, så de unge er fit, siger Henrik Gundersen til bold.dk.
Når cheftræneren skal sætte nogle ord på Albrechtsens fysik, måber han nærmest.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er lidt outstanding, at han står sådan som 43-årig.
Selv om den tidligere Premier League- og Superliga-spiller er blevet over 40 år, så har han stadig store fodboldkvaliteter.
- Grundet hans fysiske form og erfaring spiller han på et højt niveau hos os, fordi han gør de rigtige ting og træffer de rigtige beslutninger.
Kan skabe et godt DNA
Lige nu er Fremad Valby nummer seks i Københavnsserien, men Gundersen tror, at Albrechtsens tilstedeværelse kan betyde meget på lang sigt.
- Jeg tror ikke, at vi nødvendigvis kan nå det (en bedre placering, red.) i denne sæson, men det handler om at skabe et ordentligt DNA i klubben og tage de rigtige beslutninger før, under og efter kampen. Han vil dedikere sig, siger Henrik Gundersen til bold.dk.
Cheftræneren fortæller dog, at Albrechtsen ikke bliver tilgængelig det næste stykke tid grundet en længere rejse. Forsvarsspilleren fik debut mod Sundby i weekendens opgør.
Albrechtsen spillede senest for Danmarksserie-klubben VB 1968.
Du kan se Albrechtsen score for Brøndby øverst i artiklen.

Fremad Valby

































