Et nyt kapitel er ved at blive skrevet i den kæmpe bettingskandale, som lige nu raser i Tyrkiet.
Fredag er det kommet frem, at anklagemyndigheden i Istanbul vil anholde 46 personer, der er involveret i skandalen - herunder 29 fodboldspillere.
Det skriver nyhedsbureauet AFP fredag.
En enkelt spiller blandt dem, der skal anholdes, er blevet navngivet, og her er der tale om Galatasaray-spilleren Metehan Baltaci.
Han er blandt andet mistænkt for at have spillet på kampe, som han selv har været en del af.
Artiklen fortsætter efter billedet

Nyhedsbureauet skriver, at 35 af de 46 personer allerede er blevet anholdt.
Det var i slutningen af oktober, at det kom frem, at det tyrkiske fodboldforbund havde valgt at udelukke 149 dommere, da de aktivt havde gamblet på fodboldkampe.
Senere kunne Reuters fortælle, at de tyrkiske myndigheder havde anholdt otte personer, mens det tyrkiske fodboldforbund havde valgt at suspendere 1.024 spillere fra forskellige tyrkiske fodboldrækker.
Siden har 102 spillere - 25 fra Super Lig - fået karantæne, og nu ser skandalen altså ud til at fortsætte.

Galatasaray
SüperLig



































