Store navne i fodboldverdenen som Lionel Messi og David Beckham har i de seneste år gjort deres indtog i amerikanske MLS-fodboldklubber.
Nu har den tidligere Ballon d'Or-vinder Ronaldinho valgt at kigge i samme retning. Dog ikke i den bedste amerikanske række.
44-årige Ronaldinho har købt sig ind i Greenville Triumphs ejergruppe. Klubben spiller i den tredjebedste amerikanske række.
Det melder klubben på deres hjemmeside, hvor Ronaldinho fortæller, at prioriteringen af talentudvikling er vigtigt for ham.
- For mig og min gruppe er det her en mulighed, for at støtte fodboldens udvikling i alle aldre og på alle niveauer samt at være en del af et fællesskab, der værdsætter international tilstedeværelse og et unikt mix af kulturer, siger Ronaldinho.
Ejergruppen i Greenville Triumph ejer også klubbens associerede kvindehold Greenville Liberty, der spiller i USL W League.
Ronaldinho stoppede officielt sin aktive fodboldkarriere i 2018 efter mere end to år uden klub.
Hans sidste klub blev dermed brasilianske Fluminense, hvor han spillede sin sidste kamp i 2015.


































