Kim Aabech spillede i Avarta i Danmarksserien i den seneste sæson, men han forlod den nye 3. divisionsklub inden sæsonstart.
40-årige Aabech har dog ikke tænkt sig at sætte støvlerne på hylden.
Den tidligere Superliga-spiller siger nemlig til bold.dk, at han har valgt at spille for GVI (Gentofte-Vangede Idrætsforening) i Københavnsserien.
- Baggrunden er, at mine børn bor i Lyngby, og jeg bor også selv i Lyngby, så det er tæt på. Jeg har lavet en god aftale med Søren (GVI-cheftræner Søren Fjorting, red.). Jeg har kendt Søren i rigtig mange år, og vi har også spillet i Lyngby sammen. Jeg har fået lavet en god aftale, så jeg har tid til mine børn i weekenden. Det har selvfølgelig spillet stort ind.
- Derudover trænede jeg lidt med dem, og så hvilket hold, som de havde. Der er rigtig mange unge og dygtige spillere, men jeg kunne også se, at de manglede noget rutine. Det var spændende, at jeg kunne lære lidt fra mig til de unge drenge. Det er gået godt. Jeg har spillet fire kampe og scoret tre mål, og vi vandt den første kamp 3-0, så det har været en god start, siger Kim Aabech til bold.dk.
Formen er ganske glimrende på trods af de 40 år, siger angriberen.
- Jeg er som en vin. Jeg bliver jo bedre med alderen, siger han med et stort smil og tilføjer.
- Jeg har altid været heldig og aldrig været ramt af skader. Det er klart, når man brænder for noget, så gør man også ekstra ud af det. Jeg kom også lidt sent i gang med at spille professionel fodbold. Jeg brugte måske en del af mine ungdomsår på at hygge mig for meget.
- De år har jeg fået tilbage i den anden ende, og det er dejligt at kunne fortsætte med det, som jeg kan lide. Jeg kan lære fra mig til de unge drenge, og de har taget godt imod mig, så det er super fint.
Flere muligheder
Angriberen fortæller, at flere klubber bejlede til ham.
- Jeg havde snak med nogle andre Danmarksserie-klubber, og det var også lidt i divisionerne, men der var for meget træning. Jeg kunne ikke få det til at gå op. Jeg kunne måske have fået en lille kontrakt ud af det, men det er ikke de 5-6.000 kroner, som man kan få på sådan en kontrakt, der gør en glad eller mindre glad for at spille fodbold.
- Jeg har fået en god aftale med træning i forhold til mine børn, og de er lige ved siden af, så de kan måske komme med ud at kigge. Det vægtede højt. Det har også hjulpet, at jeg har et godt venskab med Søren, så han har kunnet lokke mig lidt med at få mig derud.
Familien betyder meget for Aabech.
- Jeg skal også passe på mig selv. Jeg er jo blevet 40 år, men jeg har fået en rigtig god start. Jeg skal passe på mig selv, og førsteprioriteten er mine børn. Når jeg har dem, kan jeg ikke komme til træning, det har der været fuld forståelse for, siger Kim Aabech til bold.dk.
Aabech står noteret for 177 Superliga-kampe med 37 mål og 24 oplæg til følge, og han har tørnet ud for klubber som Lyngby, FC Nordsjælland, AGF og AC Horsens.


GVI































