Kim Aabech er blevet 40 år, men den tidligere Superliga-angriber er ikke færdig.
Han er netop taget til Københavnsserie-klubben GVI (Gentofte-Vangede Idrætsforening), og det er med et stort mål for øje.
- Der er ingen tvivl om, at vi skal rykke op med det hold, som vi har. Det er for godt et hold til Københavnsserien. Det bliver jeg nødt til at sige. Vi har en klar målsætning om at rykke op. Det vil jeg ikke lægge skjul på, siger Kim Aabech til bold.dk.
Indtil videre er det blevet til en sejr over FB samt en uafgjort med B.1960. Aabech slår dog fast, at han ikke tager for let på rækken.
- Jeg kender ikke så mange af de andre hold. Jeg har måske spillet i Københavnsserien, da jeg var 18 år i B 1903. Ellers er det første gang, at jeg stifter bekendtskab med det. Det minder lidt om DS (Danmarksserien, red.).
- De fleste af holdene er lidt yngre spillere, der har lavet nogle hold sammen. De er gode til at løbe, og så mangler de måske en lille smule spilforståelse.
- Det gør, at niveauet skiller, når man skal i divisionerne. Der kan man se, at der er lidt mere taktisk forståelse og mere kommunikation. Det er et fint niveau, og man skal ikke undervurdere niveauet, men med vores hold skal vi rykke op, siger Kim Aabech til bold.dk.
Næste opgør for GVI er Vigerslev Boldklub 26. august.


GVI
































