Om det er i supermarkedet, på restauranter eller på en stille gåtur gennem parken i Hamborg, kan Merlin Polzin ikke længere bevæge sig rundt alene.
Den 35-årige cheftræner har på rekordtid vendt op og ned på Hamburger SV.
Efter syv lange, smertefulde år i 2. Bundesliga lykkedes det ham i sin første sæson at føre traditionsklubben tilbage i det fineste selskab.
En bedrift, mange havde opgivet nogensinde at opleve igen.
HSV lignede længe en sovende kæmpe, der nærmest var gået i koma. Men Polzin var manden, der vækkede klubben til live. I dag er han blevet symbolet på det nye HSV.
Og hvis nogen kender presset i Hamborg, er det netop Merlin Polzin.
Han er født og opvokset i byen, har fået HSV ind med modermælken og lever og ånder for klubben. Drømmen er gået i opfyldelse, men den har også haft en pris.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Selvfølgelig er der pres. Men alt, hvad du laver med pres, er også et privilegium. For mig er det et kæmpe privilegium, at vi kan være med til at ændre klubben. Og når vi en dag tager videre til en anden klub – uanset årsagen – er det vigtigt for os at efterlade klubben i en bedre position, end da vi overtog den.
- Og vi er godt på vej, siger Merlin Polzin.

HSV's historie er ikke en byrde
Bold møder Merlin Polzin i Helsingør, hvor HSV er på træningslejr.
Han tager imod med åbne arme, spørger nysgerrigt ind til Danmark og de danske journalister, før interviewet overhovedet er gået i gang.
Han er jordnær, taknemmelig og fuldt bevidst om, at han lever sin drøm. Men han lægger ikke skjul på, at hverdagen er blevet vendt på hovedet.
- Det er selvfølgelig meget specielt, og mit liv har ændret sig fuldstændigt, især privat. Jeg kan ikke bare gå ud længere. Jeg kan ikke gå på restaurant, uden at folk vil tage billeder. Det gælder også i supermarkedet.
- Folk i Hamborg er helt vilde med HSV, så det har ændret meget for mig. Men det er en del af det, og jeg er stolt af at være træner. Det er også et stort ansvar. Så jeg prøver at bruge al min energi og klubbens historie.

For historien fylder. Hamburger SV er en af Tysklands største klubber. En klub, der engang kæmpede med i toppen af Bundesligaen og i Europa, men som i nyere tid har kæmpet med vægten af sin egen fortid.
Det er bare ikke sådan, Polzin ser det.
- Mange har tidligere sagt, at HSV's historie er en byrde, fordi man hele tiden tænker på fortiden, men for mig er det det modsatte.
- Det er fedt at have den succes i klubben og bruge den: bruge legenderne, de gamle spillere, historien, byen – og så, som vi siger på tysk: Vollgas!
'Win the day'
Der er da også masser af vollgas over HSV under Merlin Polzin.
Klubben overlevede den første sæson tilbage i Bundesligaen, og nu vil han tage HSV til det næste niveau. Men præcis hvad det betyder, holder han bevidst lidt igen med at definere.
- Jeg sagde sidste sæson, da vi rykkede op, at vi vil være i Bundesligaen hver sæson de næste mange år, og vi stopper ikke rejsen nu.
- Vi vil ikke sige, at vi vil i Europa, bare fordi det er starten på preseason. Jeg kender ikke truppen endnu, jeg kender ikke vores niveau. Når preseason er slut, har vi et klart mål for sæsonen, men lige nu kalder vi det “win the day”.
- Alt, hvad vi gør i dag, handler ikke om i går eller i morgen, men om at gøre alt i dag, så vi kan få succes i morgen. Det er den mentalitet, vi har nu. Så vi må tale sammen igen om seks uger, siger Merlin Polzin med et grin.


VM Morgenbriefing: Argentina knuser Englands VM-drøm
Hattrick | Afsnit 151VM-finalen er på plads. Argentina leverede endnu et sent comeback og sendte England ud af turneringen – nu venter et gigantisk opgør mod Spanien på søndag.
Læs mere
Hamburger SV
Bundesliga

































