2024-07-10 06:00:00

Winther fik mareridtsbesked: Så det i deres ansigter

Frederik Winther fortæller i et interview med Bold om den alvorlige knæskade, som han pådrog sig kort inde i Hammarby-karrieren.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Allsvenskan - 14. runde

FT

HAM

0 - 1

GÖT

En uhørt hård besked.

Sådan beskrev Hammarby-sportschef Mikael Hjelmberg det, da Stockholm-klubbens bange anelser i starten af april blev bekræftet.

Nytilgangen Frederik Winther har pådraget sig en korsbåndsskade og er færdig for 2024.

Siden er den 23-årige stopper blevet opereret og er godt i gang med genoptræningen, men der er stadig lang vej til et comeback.

Knæet gik i stykker i en kamp mod Malmö, hvor Winther skulle vende sig efter en høj bold.

- Jeg skulle prøve at nå den i luften, så jeg sprang op og blev skubbet lidt i situationen, så jeg drejede halvt rundt, og da jeg så landede på mit venstre ben, fik jeg et vrid i knæet.

- Med det samme var jeg helt sikker på, at jeg havde revet alt over i mit knæ. Uden jeg har prøvet det før, var det virkelig min fornemmelse, men så gik der to minutter, og så kunne jeg slet ikke mærke noget.

- Al smerten var væk, og jeg tænkte, at jeg måske havde overreageret lidt, men så kom jeg op og prøvede at løbe lidt på det, og jeg kunne bare mærke, at jeg slet ikke havde nogen kræfter i mit lår, fortæller Frederik Winther til Bold.

Han 'hørte' ikke noget i situationen.

- Det var bare en stor smerte. Jeg lå med benet bøjet og følte slet ikke, at jeg kunne strække det, for det gjorde så ondt.

- Mange siger, at de kan høre noget, når det sker i knæet, men det lagde jeg i hvert fald ikke mærke til.

Så det på deres ansigt
Efter uheldet blev man hurtigt enig om, at det var bedst at blive udskiftet, selv om smerten altså var forsvundet.

Frederik Winther blev ret kort tid derefter undersøgt.

- Der tænkte fysioterapeuterne, at det så okay ud, og de mistænkte faktisk ikke korsbåndet til at starte med.

- Lige bagefter gik jeg rundt med krykker og syntes måske, at det var lidt voldsomt, at jeg skulle det, hvis det ikke var så slemt, men jeg kunne også godt mærke, at den ikke var helt god.

- Det var først, da vi kom hjem fra Malmö, at de testede det igen, og der kunne jeg godt se på deres ansigter, at de turde ikke sige for meget før scanningen, for det kunne faktisk godt være lidt mere alvorligt, end de lige havde troet til at starte med, siger Winther.

Efter dommen var faldet, fik Winther en hilsen fra Malmö-profilen Anders Christiansen.

- Jeg mødte AC kort efter kampen, hvor jeg jo ikke troede, at det var noget slemt, men da han havde læst nyheden dagen efter, skrev han en rigtig sød besked.

Svært at forstå
Selv om det nu er omkring tre måneder siden, at det skete, har Frederik Winther stadig lidt svært ved at forholde sig til at være korsbåndsskadet.

- Jeg har næsten aldrig været skadet, så der gik egentlig lang tid, og jeg tror stadig, at jeg har lidt svært ved at forstå, at jeg er igennem det, jeg er igennem.

- Det er måske ikke gået 100 procent op for mig, men samtidig har jeg accepteret, at det er sådan her, det er, og så ser jeg det som en god mulighed for at komme stærkere tilbage.

- Det er lidt surrealistisk, at man er fodboldspiller, og det er det, man gør hver dag, og så skal man pludselig rive et år ud af sin kalender til en masse genoptræning. Det har været lidt mærkeligt at skulle forstå.

Forsvarsspilleren forsøger ikke at kigge for langt frem, men i stedet opsætte løbende delmål.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: Hammarby

Frederik Winther har fået ros for sin start i Hammarby, og det gør følelserne lidt todelte.

- Det gør det både ekstra bittert, men omvendt også ekstra fedt på en eller anden måde, fordi det var så fedt i min første tid deroppe. Det gør også, at man bare glæder sig tre gange så meget til at komme tilbage og spille igen.

- Det er selvfølgelig bittert at løbe ind i sådan en skade, når det er så fedt at være der, og man er kommet godt fra start, men omvendt har jeg virkelig også noget at se frem til, og jeg føler, at jeg på meget kort tid har nået at vise, hvilken spiller jeg er, og hvad jeg står for.

Vejen tilbage
Frederik Winther har siden uheldet opholdt sig en del i Danmark.

- Klubben har været kanongode til at give lov til det, så jeg ikke skulle være ni måneder i Hammarby og bare se de andre gå til træning hver dag, men i stedet har jeg fået noget tid herhjemme med dem, jeg normalt ikke får set så meget.

Winther blev opereret ugen efter uheldet, og nu er den mindre spændende del af genoptræningen efterhånden ved at være overstået.

Nu kommer den lidt sjovere del med mere styrketræning og så småt også løb.

- Hvis alt tillader det, er mit mål at kunne stå til den første kamp i 2025 og være så klar, at jeg er i spil til at starte inde.

- Det har været mit mål fra start, men jeg vil heller ikke forcere noget, for jeg har forhåbentlig stadig mange, mange gode år tilbage af min fodboldkarriere, så jeg vil ikke ødelægge noget, hvis jeg ikke er helt klar, siger Winther til Bold.

Hammarby hentede Frederik Winther i Augsburg, som han blev solgt til fra Lyngby i 2020.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Allsvenskan - 14. runde

FT

HAM

0 - 1

GÖT

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce