

HB Køge Women er tilbage i det fine selskab.
Onsdag aften formåede de danske mestre at gøre arbejdet færdigt i playoff-runden mod PSV Eindhoven, og dermed kunne man ved slutfløjt juble over den indløste billet til Champions League.
Kampen sluttede 1-1 og endte derfor med en samlet sejr på 2-1 til HB Køge efter de to kampe.
Der kom stor jubel hos HB Køge efter kampen, og glæden var lige så stor, da Bold talte med cheftræner Kristian Mørch dagen derpå.
- Det var en sjov aften. Det var jo en overvældende positiv oplevelse. Først og fremmest på den måde, vi især spillede den første time af kampen på. Jeg synes, vi spillede noget af det vildeste fodbold, vi har spillet, mens jeg har været træner i klubben.
- Vi gik egentlig ud og jagtede det ene mål, hvor vi havde talt om at sætte virkelig pres på PSV. Vi havde et væld af rigtig, rigtig gode muligheder og endte også med at presse dem højere, end vi egentlig havde planlagt, fordi spillerne havde en god fornemmelse af det.
- Så er det klart, at til sidst endte vi med at stå og tage lidt meget imod, og der blev det sådan, at nerverne og nervøsiteten spillede lidt for meget ind.
Men HB Køges kvinder formåede at stå imod, og dermed endte returkampen 1-1.
- Det var selvfølgelig en stor, stor forløsning, da dommeren fløjtede af til sidst, siger Kristian Mørch til Bold.

HB Køge er tilbage
Champions League er ikke ukendt farvand for HB Køge.
Svanerne har tidligere formået at svømme med, da man var en del af turneringen i 2021, 2022 og senest i 2023.
Siden kæmpede man i HB Køge med at komme tilbage, men det hele ændrede sig, da Angie og Chris Long kom ind som hovedaktionærer og købte HB Køge Women.
Den nye ejerkreds investerede massivt med tiltag på og uden for banen, og det har været den nøgle, som nu åbnede døren til Champions League for HB Køge, mener Kristian Mørch.
- Der kom et ejerskifte for lidt over et år siden, som gav klubben et nyt niveau. Vi begyndte at træne på lige vilkår med professionelle herrehold. Vi begyndte at tilbyde spillerne mad to gange om dagen.
- Vi gav dem nogle ordentlige arbejdsforhold. Vi investerede i en stor stab omkring holdet, og på baggrund af det begyndte vi at tiltrække nogle rigtig dygtige spillere.
Mørch tilføjer, at investeringerne også fik en indflydelse på resten af dansk kvindefodbold, da flere klubber nu også er begyndt at matche HB Køge i investeringer.
I dag er der nu flere klubber, som investerer på det samme niveau.
- Vores fordel lige nu er, at vi har skabt så godt et setup og et miljø, at dygtige spillere tiltrækker andre dygtige spillere, og det er et sted, man rigtig gerne vil spille. Så vi er nået til et niveau, hvor vi måske på præstationer havde håbet, at vi kunne nå hertil på lidt over et år.
- Men vi havde ikke regnet med, at det også blev med flere danske landsholdsspillere på holdet. Og det er det blevet, fordi spillerne har søgt hinanden og har søgt det miljø, vi har skabt.
Hvis man ser ned på HB Køges holdkort, finder man flere tidligere og nuværende spillere, som har været eller er profiler på det danske landshold.
Det drejer sig om Mille Gejl, Rikke Marie Madsen, Nadia Nadim og Simone Boye, som alle nu er en del af Svanerne og har fået klubben tilbage i Champions League.

Et stort skridt for klubben
Med store profiler på holdet og et professionelt setup har HB Køges kvinder nu sparket døren ind til det forjættede land igen.
Til dagligt er det klubber som FC København, OB Q, ASA Aarhus og Fortuna Hjørring, som gæster HB Køges hjemmebane.
Men i efteråret kan man også ende med at se europæiske giganter som Arsenal, FC Barcelona og Bayern München.
Hvor vigtigt er det for HB Køge som klub, at man nu er tilbage på den største scene igen?
- Det er jo ingen hemmelighed, at vi har foretaget en investering for at løfte holdet så hurtigt som muligt op til det niveau, vi gerne vil have, at vi skal kunne konkurrere på. Det er jo i Champions Leagues ligafase, som var målet i første omgang at komme dertil.
- Det gik jo igennem at blive dansk mester og gennem at vinde en pokaltitel. Så vidste vi jo godt, at lodtrækningen havde en stor indflydelse. Det ved alle, der har været med i Champions League-kvalifikationen, at lodtrækning er en stor del af det.
Mørch mener ikke, at man her havde lodtrækningsguderne på HB Køges side, da de hollandske mestre kom op ad bowlen.
- Jeg må indrømme, at jeg havde udpeget PSV som den sværeste modstander i hele vores del af Champions League-kvalifikationen. Så på den måde synes jeg ikke, at vi havde lodtrækningen med os.
- Men vi havde det også sådan, at hvis vi så trak dem, og hvis vi kunne slå dem, vidste jeg også, at holdet havde bund nok til for alvor at høre til i Champions League.
- Derfor synes jeg, at det er et stort skridt for os som klub, afslutter Kristian Mørch til Bold.

Nu gælder det så blot lodtrækningen, som finder sted fredag.
Her finder HB Køge ud af, hvem man møder i sit comeback til Champions League.
Your 2026/27 league phase contenders ✨League phase draw: Friday 4 September (12:00 CET) 📆#UWCL pic.twitter.com/s0D1sETRav
— UEFA Women’s Champions League (@UWCL) September 2, 2026


HB Køge
Champions League-kvalifikation (k)
























