HB Tórshavn -Askou om nyt job: Ikke det mest oplagte
2020-02-22 07:00:02
Foto: Jónas Raben Dalsgarð

Askou om nyt job: Ikke det mest oplagte

Den tidligere Superliga-træner Jens Berthel Askou slår nu sine folder som cheftræner hos det færøske hold HB Tórshavn, og den 37-årige træner erkender, at skiftet til Færøerne ikke lige lå i kortene efter opholdet i Vendsyssel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I november 2019 kunne den succesfulde færøske klub HB Tórshavn præsentere Jens Berthel Askou som cheftræner for mandskabet, der har vundet hele 23 mesterskaber og 27 pokaltitler på Færøerne. 

Jens Berthel Askou blev fyret som cheftræner i Vendsyssel i maj 2019, og nu erkender han, at skiftet til mesterklubben på Færøerne ikke lå til højrebenet efter opholdet i den jyske klub.

Det fortæller han til bold.dk, der møder ham på cheftrænerkontoret i Torshavn inden en træning.

- Der er mange gode grunde til, at jeg er taget herop. For det første synes jeg, at det er en spændende udfordring. Jeg har altid godt kunne lide udfordringer. 

- Jeg har altid godt kunne lide at gøre noget anderledes end alle andre. Det var ikke det mest oplagte for mig at tage herop efter mit ophold i Vendsyssel, siger Jens Berthel Askou til bold.dk.

37-årige Askou blev kontaktet af HB Tórshavn i efteråret, og her blev han inviteret til Færøerne for at se spillerne og klubben an. 

Da Jens Berthel Askou var aktiv spiller, var han både en tur i Tyrkiet og England for at spille. Det fik han meget ud af på det personlige plan, og derfor har han også kastet sig ud i et udlandsophold som træner.

- Jeg har nydt rigtig meget på det udviklingsmæssige og personlige plan at være i udlandet som spiller, og det kunne også jeg godt tænke mig som træner at få ved at opleve nogle andre kulturer. 

- Det er ikke vildt fremmed, men der er stadig nogle ting, som man oplever anderledes. Det er med til at udvikle mig som menneske og leder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

HB Tórshavn er en traditionsklub på Færøerne, og klubben er den mest vindende. I sidste sæson blev klubben blot nummer fire i færøske liga, Betri Deildin, mens klubben vandt pokalturneringen. 

Det var ikke godt nok, og den danske cheftræner kan godt mærke, at han er kommet til en ambitiøs klub. 

- Jeg kan godt mærke forventningspresset. Vi er et forholdsvis lille sted, og jeg kan mærke, at rigtig mange følger med og engagerer sig i klubben. Vi har mange mennesker, der bruger mange timer på at køre tingene, og det betyder meget. 

Truppen består hovedsageligt af færinger, men der er også to danskere i HB Tórshavn i form af Mathias Nygaard og Mikkel Frankoch. Han er blevet positivt overrasket over niveauet. 

- Med det, som jeg har set indtil videre, vil jeg ikke blive overrasket, hvis nogen i truppen når rigtig langt, fordi vi har talent her. 

Danskeren har stor tro på holdets kvalitet og har derfor en klar målsætning for den kommende sæson. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal vinde hver gang. Vi skal vinde mesterskabet, pokalturneringen og første runde i Europa. 

Klubbens høje ambitionsniveau er noget, der er med til at motivere Jens Berthel Askou. Der investeres ligeledes mange penge i klubben. 

- Jeg synes, det er en mega spændende udfordring for mig at få en topklub. 

- Det var ikke lige realistisk, det da der lå til højrebenet efter Vendsyssel-tiden, at jeg skulle få en topklub i Danmark. Det ligger nok længere ude i fremtiden. 

- Derfor er det fed udfordring at arbejde et sted, hvor det eneste, der tæller, er at vinde hver gang. I Vendsyssel var det en anden opgave, der handlede det om overlevelse. 

- Det bliver også spændende at spille europæisk fodbold til sommer og se fodbold på en ny måde, siger han. 

HB Tórshavn træder ind i Europa League-kvalifikationen, der starter til juni. 

Netop de europæiske kampe fokuserer den danske træner meget på. Han vil forsøge at gøre holdet så konkurrencedygtigt som muligt til kampene til sommer.

- Jeg synes, at det er meget interessant, at de er enormt lærevillige og hårdtarbejdende og dygtige til at omsætte ting. Der er en god base, siger Askou. 

HB Tórshavns første turneringskamp er mod den forsvarende færøske mester, KÍ Klaksvík, 1. marts i den færøske Super Cup. Den færøske liga starter 8. marts. 

I februar vandt holdet træningsturneringen VFF Cup, der har deltagelse af de bedste hold på Færøerne.

Jens Berthel Askous kontrakt med HB Tórshavn løber indtil 31. december 2021.


Foto: Jónas Raben Dalsgarð

1 kommentar

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0