Den danske angriber Mikkel Dahl bragede hele 27 mål i kassen i 25 kampe, da han blev topscorer i den bedste færøske række for HB Tórshavn og satte målrekord i 2021.
Efterfølgende skiftede danskeren til islandske Leiknir Reykjavik, men nu er Dahl tilbage i den færøske hovedstad.
Mikkel Dahl siger til bold.dk, at han går benhårdt efter at brage igennem og blive topscorer.
- Der er også nogle forventninger i forhold til, hvordan det gik senest. Jeg har også forventninger til mig, men jeg prøver også at sige, at nu er det en ny periode.
- Så jeg skal ikke hvile på laurbærrene, og jeg skal ikke tro, fordi det gik godt senest, så kommer det automatisk til at gå godt nu.
- Min indstilling er, at jeg skal arbejde hårdt, og så er det en ny omgang. Målet bliver selvfølgelig sat højt. Jeg er jo angriber, så jeg vil gerne lave en masse mål og hjælpe holdet på den måde. Forventningerne er, at jeg gerne skal komme derop igen målmæssigt, siger 29-årige Mikkel Dahl til bold.dk.
Dahl mener, at der hviler et pres på ham grundet den fremragende 2021-sæson, men danskeren har stor tro på tingene.
- Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt, og jeg er også sikker på, at jeg nok skal lave nogle mål. Der er god kvalitet i truppen, og vi spiller offensiv minded fodbold, så jeg ved, at der nok skal komme nogle muligheder for at score mål.
Går efter guldet
Udover at brage mange mål ind håber Dahl også, at HB Tórshavn kan hive titler i hus.
- Målet er da klart, at vi skal kæmpe med om guldet og gerne vinde det. Jeg ved, at der bliver stillet store krav fra trænerteamet. Det, synes jeg, er super fedt.
- Barren bliver sat højt, og det gør den så også for mit vedkommende. Jeg regner da helt klart med, at jeg skal bidrage med mål og assists og være afgørende på den sidste tredjedel, siger den tidligere Nykøbing-angriber til bold.dk.
HB Tórshavn endte blot som nummer tre i den seneste sæson, og det var hele 22 point efter KI Klaksvik.



HB Tórshavn
Betrideildin
































