Häcken kan blive et kort eventyr for Silas Andersen.
Han kom til i slutningen af januar, har spillet 11 kampe og været med til at vinde pokalfinalen, men det kan ende med et skifte allerede her i sommervinduet igen.
For præstationerne på banen har imponeret mange i fodbold-Europa.
Som Bold forstår det, er der aktuel interesse for Silas Andersen fra klubber i både England, Tyskland og Tyrkiet.
21-årige Silas Andersen har i foråret imponeret stort på den defensive midtbane hos Häcken, hvor han også spillede en afgørende rolle i den svenske pokalfinale, hvor Malmö FF blev besejret på straffespark efter den ordinære kamp var sluttet målløs.
Silas Andersen scorede tilmed det afgørende mål til 4-2 sejren i straffesparkskonkurrencen.
I finalen viste Silas Andersen kvaliteter et helt nyt sted på banen, da han på grund af skader blev rykket ned i det centrale forsvar, hvor han spillede en vigtig rolle.

Foto: Andreas Hillergren/Ritzau Scanpix.
Silas Andersen har en fortid i FC Københavns ungdomsafdeling, inden han i sommeren 2021 skiftede til Inter. Han røg siden til Utrecht og blev i vintervinduet i slutningen af januar solgt videre til Häcken, der betalte i omegnen af syv mio. kr. for ham.
Nu kan han altså allerede her i sommervinduet blive solgt igen. For prisen på ham er mangedoblet på blot det halvår, hvor han har optrådt i den svenske liga.


BK Häcken
Allsvenskan


































