11. juni sluttede Andreas Laursen sin sæson af i den femtebedste række, da Odder mødte Nørresundby i Danmarksserien.
12. juli fik danskeren så debut i selveste Champions League-kvalifikationen for maltesiske Hibernians.
Noget af en vild rejse for den 23-årige dansker.
Forsvarsspilleren blev nemlig skiftet ind efter 84 minutter i returopgøret mod den irske mester Shamrock Rovers, og det var en drøm, der gik i opfyldelse, siger Laursen til bold.dk.
- Det var en kæmpe oplevelse. Det var det, som jeg havde drømt om, da jeg skiftede herned. Det er nok også den hårdeste kamp, som jeg har spillet i mit liv. Det var utrolig fedt. Drømmen gik i opfyldelse, siger Andreas Laursen til bold.dk.
Du blev skiftet ind efter 84 minutter. Hvad mener du, at det var den hårdeste kamp, som du har spillet?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg tror, at det var det hele blandt andet lidt nervøsitet, varmen og tempoet. Det var bare noget andet at spille de her minutter end 90 minutter i Danmarksserien.
I det første opgør i Irland fik danskeren ikke minutter på banen, og derfor gik tankerne på, at han kunne skyde en hvid pil efter debut i Champions League-kvalifikationen. Mandag fik han dog en god besked.
- Jeg vil da lyve, hvis jeg ikke sagde, at tanken havde strejfet mig om, at det kunne blive til et ophold uden minutter, men da træneren i går (mandag, red.) sagde, at han ville bruge alle på bænken, så tænkte jeg, at der var muligheder, så der kom et lille håb der.
Er det ikke surrealistisk at gå fra en kamp mod Nørresundby til Champions League-kvalifikationen?
- Ja, helt bestemt. Det er som en drøm. Det skal lige gå op for én. Det er noget andet at spille mod den irske mester end Nørresundby.
Artiklen fortsætter under billedet.
Her ses Andreas Laursen i aktion for Hibernians i opgøret mod Shamrock Rovers i Champions League-kvalifikationen. Foto: Privat
1000 tilskuere på lægterne
Det første opgør tabte den maltesiske mester med 0-3, mens Laursen og co. spillede 0-0 tirsdag aften. Den danske forsvarsspiller vurderer, at der var cirka 1000 tilskuere på plads for at støtte holdet.
- Det var ikke vores hjemmebane, som vi spillede på. Der er et nationalstadion, og så er der et lidt mindre stadion ved siden af, hvor der kun er en tribune på langsiden og kunstgræs.
- Der spillede vi. Her i ligaen deler holdene om banerne. Jeg tror, at der var omkring 800-1000 tilskuere, men der var en del fra Irland. Der var god stemning både fra vores fans og dem.
Så det har været det hele værd?
- Ja, bestemt. Det er bestemt ikke noget, som jeg fortryder, siger Andreas Laursen til bold.dk.
Andreas Laursen sagde for lidt over en uge siden til bold.dk, at han har fået en kontrakt, der gælder en måned.
Hibernians’ europæiske eventyr er dog langt fra slut, da det maltesiske hold træder ind i Conference League-kvalifikationen.