I sommer vendte Hillerød Fodbold tilbage til bane 2 på Secma Ground, og nu følger en række etaper, før den permanente løsning er på plads.
Hillerød er onsdag kommet med en udmelding i den forbindelse:
- Planklagenævnet har den 21. september stadfæstet Hillerød Kommunes landzonetilladelse til tribune og TV-tårn ved bane 2. Nævnet giver blandt andet ikke klagerne medhold i spørgsmålene om lokalplanpligt, kommunens beslutningsgrundlag, Natura 2000, beskyttede arter og naboorientering. Selve landzonetilladelsen blev stadfæstet af et enstemmigt nævn.
- Afgørelsen betyder, at endnu en væsentlig brik er faldet på plads i den etapeplan, som Hillerød Fodbold Elite arbejder efter.
- Samtidig har samtlige partier i Hillerød Kommunalbestyrelse indgået en budgetaftale, der prioriterer det videre arbejde med en permanent 1. divisionsløsning på bane 2.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hillerød-direktør Daniel Rommedahl glæder sig.
- Det her er først og fremmest en vigtig afklaring. Vi har hele tiden haft ét klart mål: Hillerød Fodbold Elite skal spille sine hjemmekampe i Hillerød.
- Nu kan vi arbejde videre med den næste midlertidige løsning, samtidig med at der for alvor er skabt retning for den permanente løsning, udtaler Daniel Rommedahl.
Hillerød oplister stadionplanen således:
Etape 1: Hjemkomst på bane 2 med transportable faciliteter – gennemført og i drift.
Etape 2: Mere stabil midlertidig løsning med tribune og TV-faciliteter på bane 2 – Planklagenævnets afgørelse giver nu en væsentlig afklaring.
Etape 3: Permanent 1. divisionsløsning på bane 2 med lys og banevarme – nu prioriteret i kommunens budgetaftale.
Etape 4: En eventuel fremtidig Superligaløsning på et andet areal i kommunen.
- Vi er ikke i mål endnu. Men sammenlignet med hvor vi stod for et år siden, er der nu både en fungerende hjemmebane, en afklaring fra Planklagenævnet og en politisk prioritering af det videre arbejde med bane 2.
- Det er et væsentligt skridt fremad, siger Daniel Rommedahl.

Betinia Liga
Hillerød
























