Fodboldspillere er ikke kun de 90 minutter, vi ser på en bane.
Det er også mennesker med fortællinger, følelser og modgang, som er gemt væk, når dommeren fløjter en kamp i gang.
Lørdag eftermiddag tørnede Hillerød Fodbold og Esbjerg fB sammen på Secma Ground, hvor værterne tabte 3-2 på hjemmebane.
Efter kampen talte Bold med midtbanespilleren Rezan Corlu, der skrev under med Hillerød i februar 2026.
Få måneder forinden havde Corlu kontrakt med norske Kristiansund, som blev ophævet et år før tid.
Det kom som en overraskelse for omverdenen, da Corlu ellers havde leveret en udmærket sæson i Eliteserien med 29 kampe, fire scoringer og én assist. Samtidig nåede Kristiansund en historisk semifinale i pokalturneringen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men det handlede slet ikke om de sportslige forhold. Efter kampen mod Esbjerg tog den 28-årige Corlu ordet og forklarede årsagen til skiftet tilbage til dansk fodbold.
Det gjorde midtbanespilleren i forbindelse med, at Bold spurgte ham om hans første tid i Hillerød.
- Årsagen til, at jeg ophævede min kontrakt i Norge, var, at der var nogle ting i privatlivet, der fyldte meget, og jeg ville gerne hjem til familien. Det var desværre, fordi vi havde problemer med graviditeten, og vi mistede vores datter under graviditeten, indleder Corlu over for Bold.
Familien fik allerede i januar, mens Corlu stadig havde kontrakt med Kristiansund, besked om, at der var komplikationer i graviditeten. Det betød, at han valgte at ophæve sin kontrakt for at komme tættere på sin partner og resten af familien.
Få måneder senere indtraf tragedien, da barnet i graviditetens uge 30 blev dødfødt.
- Det var en dødfødsel, og det har personligt ramt mig hårdt. Men jeg prøver hver dag at komme ud og få tankerne væk ved at lave det, jeg elsker.
- Personligt har tiden efter Norge ikke været den bedste for mig, fordi der har været noget på det private. Man har brug for at have det godt uden for banen for at kunne præstere på banen. Nogle gange opstår der omstændigheder, som betyder, at fodbolden bliver sekundær, og det har været tilfældet for mig.
Lyset i mørket
Corlu er stadig mærket af den tragiske oplevelse, men forsøger at holde hovedet højt ved at komme ud og gøre det, han elsker allermest.
- Det rammer mig, og jeg bliver rørt ved at tale om det nu. Det er ikke noget, jeg ønsker, at andre skal opleve. Vi havde set frem til at møde vores datter, men hun gik desværre bort, skulle fødes død og begraves, og vi kunne ikke få hende med hjem. Det er en hård oplevelse.
- Det, jeg prøver og håber ved at komme ud og spille fodbold, er at få tankerne lidt væk. Jeg har spillet fodbold, siden jeg var fire år, men det har været en hård oplevelse. Det fylder stadig meget for mig, og jeg prøver at finde glæden i fodbolden, men til tider kan humøret godt svinge.
Corlu understreger over for Bold, at han med sin fortælling gerne vil sætte større fokus på mental trivsel i fodbolden.
I Hillerød har han kontrakt frem til sommeren 2028.

Betinia Liga
Hillerød
































