Fra modvind i den tyske 3. Liga til nye muligheder i Norden.
For 23-årige Mads Borchers kom skiftet fra Ingolstadt til HJK Helsinki som en åbning, han ikke tøvede med at gribe.
Efter blot et halvt år i Tyskland var han klar til luftforandring - også selv om vinterens transfervindue ikke var noget, han på forhånd havde sat kryds ved i kalenderen.
I Helsinki er rammerne nye, sæsonrytmen anderledes - og i omklædningsrummet deler han pludselig hverdag med Superliga-ikonet Teemu Pukki.
En spiller, han ser op til, og som allerede har taget rollen som en slags mentor.
Men vejen dertil begyndte med erkendelsen af, at tingene ikke altid går som planlagt i fodbold.
Det fortæller han i et interview med Bold.
- Det var ikke den bedste periode for mig i Ingolstadt. I bund og grund var spillestilen og det, jeg kom ned til, ikke helt det, jeg havde forventet, siger Borchers og fortsætter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så da muligheden for at skifte til HJK pludselig kom, var jeg frisk på det.
Spilletiden svandt
Mads Borchers tog sine første seniorskridt i Esbjerg fB, og siden gik turen via ophold på Færøerne hos 07 Vestur og HB Tórshavn, videre til Sverige og Varbergs BoIS og derfra til Finland.
Det var i VPS, at han for alvor fandt melodien.
Med 16 mål i 27 kampe fra marts 2024 til juli 2025 spillede han sig ind i rampelyset og banede vejen for skiftet til Ingolstadt i sommeren 2025.
Starten i Tyskland pegede da også i den rigtige retning. Han fik masser af spilletid og kvitterede allerede i sin blot anden optræden med en scoring.
Men som efteråret skred frem, blev startpladserne gradvist erstattet af indhop, og efter vinterpausen forsvandt minutterne helt.
Først sad han en hele kamp på bænken. Dernæst var han slet ikke i truppen.
- Da vi kom tilbage fra ferie, fik jeg pludselig ikke spilletid, og der kom aldrig rigtigt en forklaring, siger Borchers og fortsætter.
- Nogle gange lykkes det ikke, og generelt var det bare sådan en periode, hvor det ikke rigtigt lykkedes for mig personligt.
Han var inde på, at visse ting ikke var, som han havde forventet, men den udlægning ønsker han ikke at uddybe.
- Det tror jeg ikke, at jeg skal forklare for meget om for at være helt ærlig, siger han og fortsætter.
- Der var ikke nogen problemer med nogen spillere, men det er bare et lidt anderledes miljø dernede, og det var bare ikke det, jeg havde forventet.
På trods af pludselig at stå uden for truppen havde Borchers ikke indstillet sig på at skulle finde en ny klub i januar.
Men pludselig kom han på andre tanker.
HJK fulgte med
Et opkald fra Finland fik Borchers til at se en udvej fra den svære situation i Ingolstadt.
Grundet det stærke aftryk, som Borchers satte i Veikkausliiga hos VPS, havde HJK Helsinkis sportsdirektør Petri Vuorinen holdt øje med den danske angribers præstationer i Ingolstadt.
Og da han pludselig fik fornemmelsen af, at tingene ikke helt gik efter planen, slog han til.
- HJK's sportsdirektør kender mig rigtig godt og havde fulgt med, siden jeg forlod Finland.
- Da han så, at jeg ikke fik spilletid længere, henvendte han sig til Ingolstadt, som så sagde ja til at leje mig ud, siger Borchers.
Lejeopholdet løber i første omgang frem til udgangen af juni, men HJK har sikret sig en købsoption, som gør det muligt for klubben at veksle til en permanent transfer.
Så langt ønsker hovedpersonen dog ikke at tænke endnu.
- Jeg prøver bare at være den bedste, jeg kan, og så må jeg tage resten, som det kommer, siger Borchers.
Pukki som mentor
For Mads Borchers har det været nemt at falde til i de nye rammer hos HJK Helsinki.
Især fordi han kender finsk fodbold godt fra sin succesfulde tid hos VPS.
Men modsat dengang er han nu trådt ind i en klub, hvor forventningen er, at man vinder ligaen.
Derfor er det også en helt anden og mere profileret spillertrup, danskeren nu er en del af.
- Det er en kæmpe klub heroppe, og vi har et virkelig godt hold. Det er jo spillere som Teemu Pukki og Alexander Ring, der er her, siger Borchers.
Han er især glad for at have fået Pukki som holdkammerat. Den 35-årige finne er en særdeles kendt skikkelse i dansk fodbold grundet sin fortid i Brøndby, og nu deler han glædeligt ud af sine erfaringer til Borchers.
- Jeg ser selvfølgelig op til ham og forsøger at lære af ham. Jeg lytter meget til de tips, han kommer med. Jeg har meget respekt for ham, siger Borchers, der beskriver Pukki som en stille og rolig fyr, der gerne vil lære fra sig.
- Han fortæller mig, hvad jeg kan gøre bedre. Jeg lytter naturligvis, og jeg synes, det er virkelig fedt at have en mentor i en spiller som ham.
Hvad er det for nogle tips, han giver?
- Det er sådan nogle små ting, i forhold til hvordan man kan sætte en mand i boksen ved eksempelvis at tage et lille skridt til højre for at få forsvarsspilleren til at løbe en anden vej, afslutter Borchers.

HJK Helsinki
Veikkausliga































