2020-09-03 12:57:01

Hobro-profil har fået inddraget sit pas

Christian Cappis har fået inddraget sit pas og risikerer at blive smidt ud af landet, selvom han har to år tilbage af sin kontrakt med Hobro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hobros amerikanske midtbaneprofil Christian Cappis var onsdag ikke med i truppen, da klubben besejrede IF Lyseng med 0-7 i Sydbank Pokalen.

bold.dk kan nemlig nu fortælle, at der udspiller sig lidt af et drama i den nordjyske klub.

Den 21-årige texaners arbejdstilladelse er nemlig ikke blevet fornyet til tiden, og derfor har Nordjyllands Politi nu inddraget hans pas, og han risikerer at blive smidt ud af landet, selvom han har kontrakt med Hobro i yderligere to år.

Det bekræfter hans agent Johan Wins overfor bold.dk.

- Hobro glemte at forny hans arbejdstilladelse allerede i december. De har simpelthen ikke været opmærksomme på det. Jeg har spillere i andre klubber, og jeg har aldrig før oplevet problemer med det her, fordi klubberne har altid fået tilladelserne fornyet i tide. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger han.

Uanset udfaldet af sagen har Hobro-profilen besluttet sig for, at han vil væk fra Hobro denne sommer, fortæller hans agent.

- Det er vigtigt for Christian, at han kan spille på det højeste niveau, hvis han skal blive i Danmark. Han er en ambitiøs mand, og hans fremtid på det amerikanske landshold er vigtig for ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Han kom til klubben gratis på et turistvisum, men hans motivation for at fortsætte i Hobro efter alt det her er ikke længere særlig stor. Da han fik kendskab til sagen, fordi politiet inddragede hans pas, var der ingen fra klubben, der tog affære, siger Johan Wins og fortsætter:

- Ingen fra klubben har ringet til ham. Ingen har spurgt, om han er okay. Han har ikke engang fået et træningsprogram at følge, mens han er ude. Han har selv måtte finde og betale for en personlig træner.

- Jeg tror, at de fleste kan forestille sig, hvad det gør for en fyr på 21 år, der er langt væk hjemmefra, og som har givet alt for at hjælpe Hobro med at overleve i Superligaen. Det er ikke rart.

Agenten er også langt fra tilfreds med Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen.

- Der er interesse fra andre klubber i og udenfor Danmark, men Jens Hammer har bare afvist det hele, fordi han ikke vil forhandle. Det er ikke i orden, siger Johan Wins.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jens Hammer Sørensen beklager forløbet, som kan ende med at koste klubben en bødestraf.

- Der er sket en administrativ fejl i klubben. Vi er rigtig kede af det. Lige nu afventer vi en kendelse fra Udenrigsministeriet, siger sportschefen til bold.dk.

Christian Cappis har været to år i Hobro, efter at han kom til klubben fra FC Dallas Juniors Academy. Han har spillet 38 førsteholdskampe for Hobro, og det er blevet til 11 ulandskampe for USA.

13 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0