Hobro -KLUMME: Mentale udfordringer skal belyses
2019-04-26 09:15:00
Foto: Getty Images

KLUMME: Mentale udfordringer skal belyses

Hobro IK's Martin Mikkelsen er klummeskribent på bold.dk, hvor han hver uge skriver om aktuelle emner i Superligaen set fra den nedrykningstruede klub i Nordjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I foråret 2017 var jeg hårdt ramt.

Mens mit hold, Hobro IK, kæmpede for oprykning til Superligaen, gik jeg hjemme og kunne ikke finde ud af det. Inden jeg blev sygemeldt og fik konstateret, at jeg døjede med en psykisk lidelse, var det begyndt at snurre i først mine fingre og derefter mine fødder.

Jeg blev bange. Det udviklede sig til en overbevisning om, at jeg var alvorligt syg, og jeg spillede på et tidspunkt en kamp i Nykøbing, hvor jeg troede, jeg var ved at dø.

Jeg fandt sidenhen ud af, at stressrelaterede symptomer havde udviklet sig til sygdomsangst og siden en begyndende depression. Jeg var sygemeldt i en lille måned. En forfærdelig omgang, skulle jeg hilse og sige. 

Jeg kom heldigvis ud af det og nåede tilbage i tide til både sæsonfinalen og oprykningsfesten, men i den periode led jeg også af søvnløshed - en tilstand, der har ligget latent i mig lige siden.

Hovedet var ikke klar
Fodbolden bar ikke hele ansvaret for min nedtur, men den har altid slidt hårdt på mig.

Jeg havde nogle mildt sagt forfærdelige oplevelser i mine unge seniorår i AGF. Jeg blev betragtet som et stort talent, men jeg kom for tidligt med på Superliga-holdet, og mit hoved var slet, slet ikke klar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg var nervøs, følte mig ikke god nok og havde overhovedet ikke lyst til at komme på banen. I de år kæmpede AGF en desperat kamp i bunden af Superligaen, og det var alt for stort for mig.

I de fleste af de kampe, jeg blev kastet ind i, faldt jeg fuldstændig igennem. De oplevelser satte sig dybt i mig og har været med til at forme mig som spiller.

Jeg er en meget forfængelig fodboldspiller; jeg vil gerne være sikker på, at dét, jeg foretager mig, lykkes. Det er min største styrke, synes jeg. Jeg koncentrerer mig og gør mig umage med selv de mest enkle og umiddelbart lette aktioner.

Samtidig er det formentlig også én af grundene til, at jeg sjældent scorer eller laver ret mange assists. Jeg passer på bolden. Det er min største kæphest i fodbold. Pas på bolden.

Paradoksalt at være perfektionistisk
Med dét mindset har jeg igennem årene udviklet en spillestil, som gør, at jeg kan bidrage uden at afgøre, og udformningen har utvivlsomt noget at gøre med de oplevelser, jeg havde i AGF.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For siden dengang - eller i hvert fald så længe jeg kan huske - har jeg haft en grundangst for, at det skulle ske igen - at bunden skulle ryge ud, og jeg ville falde igennem.

En del af min måde at spille fodbold på handler om at beskytte mig selv. Jeg kan ikke lægge mit spil for højt op, for hvis jeg laver for mange fejl, begynder fortidens spøgelser at hjemsøge mig. Desværre kan man ikke spille en fodboldkamp uden at lave fejl, og det er et paradoks at være perfektionistisk anlagt i en branche, hvor ufejlbarlighed er en umulighed.

Min måde at spille fodbold på har indtil videre udmøntet sig i små 200 1. Divisionskampe og over 100 Superliga-kampe, men den har også betydet, at jeg aldrig er blevet ekstraordinær. Og følelsen af utilstrækkelighed kan virkelig tære på én.   

Trives ikke med presset
Nogle fodboldspillere mener aldrig, det er deres skyld, når de laver en fejl, eller holdet taber. Jeg læste engang en bog om Sir Alex Ferguson, hvor han i et kapitel beretter om David Beckham. Beckham kunne aldrig se, at han havde lavet en fejl.

Selvom Ferguson trak ham ind på kontoret og viste ham videoklip af hans fejlafleveringer, så mente Beckham altid, at det var nogle andres skyld. Og deri, mente Ferguson, lå Beckhams største styrke som fodboldspiller; han mistede aldrig sin selvtillid. 

Sådan en fodboldspiller er jeg ikke. Jeg kan godt være en brokrøv, når adrenalinen pumper, men når lyset bliver slukket, er jeg typen, der altid føler, det er lidt min skyld. Jeg tager meget på mine skuldre. 

Jeg har aldrig lært at trives med det pres, der for mig følger med dét at være professionel fodboldspiller. Ofte har jeg lyst til at blive hjemme, når jeg skal til kamp. I fodbold kan man altid gøre mere.

Én ting er de fejl, man begår med bolden. En anden ting er det fysiske; man kan altid løbe mere. Løbe lidt hurtigere hjem. Man kan løbe, indtil ens muskler siger stop og går i krampe, hvis bare man vil det nok, og jeg tror, det er der, mit negative pres kommer fra.

Jeg skal til eksamen hver weekend, og jeg ved, at når den er slut, kunne jeg have gjort det lidt bedre - jeg har tabt på forhånd.

Når jeg har bolden ved fødderne, står tiden stille. Jeg ELSKER at spille fodbold, men jeg glæder mig også, til det er slut.

De senere år er jeg blevet mere hårdfør. Jeg er blevet god til at holde dæmonerne på afstand, når jeg skal præstere, men når jeg ser tilbage, skulle jeg have bedt om hjælp engang for længe siden. Det turde jeg bare ikke.

Ræk ud!
I den seneste tid har flere fodboldspillere været ude og snakke åbent om deres mentale udfordringer i forbindelse med sporten og livet i almindelighed, og jeg elsker, når der bliver åbnet op, og vi kommer ind bag facaden.

Det inspirerer og kan give andre modet til at stå frem og snakke højt om det, der gør ondt - og dét hjælper, har jeg erfaret.

At række ud, åbne op og lægge kortene på bordet kan afvæbne selv de styggeste mentale skurke, og jeg kan kun opfordre til, at man giver det chancen.


Foto: Getty Images

7 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0