Mathias Nygaard skiftede til Hobro i sommeren 2021, men midtbanespilleren er nu færdig i NordicBet Liga-klubben.
Nygaard forlader nemlig klubben ved kontraktudløb.
bold.dk har snakket med midtbanespilleren om Hobro-exittet, og det seneste halve år har ikke været nemt for ham, erkender han.
- Jeg har det en smule ambivalent. Jeg har været rigtig glad for det halvandet år, som jeg startede med at have i Hobro. Det er en klub, som man hurtigt forelsker sig i. Det seneste halve år har været rigtig hårdt.
- Det har været nogle tydelige fravalg, men jeg har også haft nogle skader, så jeg ikke har kunnet konkurrere på det niveau, som jeg gerne vil.
- Der har været enighed for mig selv og Hobros side, at det er bedst at gå hver til sit. Det har været dejligt uproblematisk.
- Jeg ser tilbage på en tid, der har været op og ned, men det har været dejligt, at vi har kunnet sige tak for denne gang uden drama og kigge frem, siger Mathias Nygaard til bold.dk.
Er du ked af, at det er slut i Hobro?
- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke bliver til mere, end det gjorde. Det er også grundet, at Hobro er en klub, der har format, som jeg kunne se mig selv i. Der er en ærgrelse også resultatmæssigt, at vi ikke kunne drive det til mere.
- Så er det heller ikke mere end det. I fodboldverdenen kan noget ske hele tiden, og der kan være nogle udefrakommende faktorer, som man ikke kan styre, så det er ikke noget, som jeg helmer mig helt vanvittigt meget ved.
Fortjente at spille
28-årige Nygaard, der tidligere har været en del af AGF, FC Fredericia, norske Raufoss og færøske HB Torshavn, fortæller, at han var god nok til at spille.
- Jeg tror altid, at man er skuffet, når man er blevet valgt fra som fodboldspiller. Der render 23-25 spillere rundt på et hold, og alle føler, at de fortjener at spille, og det gør jeg også.
- Nogle gange kan man være ærgerlig over, at snoren ikke er længere. Det er en del af gamet, så jeg vil ikke bruge så meget krudt på det. Jeg er mest ærgerlig over, at jeg ikke har fået mulighed for at kunne modbevise det grundet min skade med akillessenen, siger Mathias Nygaard til bold.dk.
Nygaard står noteret for 23 kampe for Hobro IK i den foregående sæson. Det blev dog kun til ti minutter i nedrykningsspillet.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Hobro
Betinia Liga
































