





Et pointtab lurede for Hvidovre IF i lørdagens opgør mod FC Fredericia i NordicBet Ligaen, men Nicolai Clausen ville det anderledes.
Backen sendte nemlig det afgørende mål i kassen ved at skyde bolden mellem benene på Fredericia-målmand Valdemar Birksø til slutresultatet 3-2 i det 87. minut.
Det er ikke hver dag, at Clausen kommer på måltavlen, og han siger til Hvidovre IF's Facebook-side, at holdkammeraterne opfordrede ham til at spille bolden, men han gad ikke at lytte.
- Det er ved at være lang tid siden, så det var rart at få lavet et mål også, siger 27-årige Nicolai Clausen og tilføjer:
- Vi fik brudt den højt ude på venstresiden, og jeg kom godt ind i feltet. Jeg kunne høre, jeg ved ikke hvor mange af mine spillere, der sagde 'spil bolden'. Nu har jeg gjort det hele kampen, og så tænkte jeg, at nu var jeg kommet så langt fremme og inde i feltet, at jeg ikke gad at lytte til dem mere.
Clausen havde forudset, at Hvidovre ville få det vanskeligt mod Fredericia, selvom der var tale om et opgør mellem top mod bund.
- Vi vidste godt, at vi ville få problemer med Fredericia, da det er et dygtigt fodboldhold, og i mange af de kampe, hvor vi har mødt dem, har det også været tæt.
- Vi var 100 procent forberedte på, at det ville blive en hård kamp. De havde meget at kæmpe for, og vi har også selv meget at kæmpe for. I pausen snakkede vi om, at vi skulle præstere noget bedre i anden halvleg end i første.
Med sejren har Hvidovre IF 30 point efter 15 runder, og det er nok til en andenplads i NordicBet Ligaen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Hvidovre IF
Betinia Liga


































