


Lirim Qamili er i gang med et lovende forår.
Kantspilleren scorede to gange mod Lyngby i sidste runde, og i fredagens kamp mod FC Nordsjælland var han en af banens bedste.
Efter opgøret, der endte med et bittert Hvidovre-nederlag, satte Peter Lassen ord på Qamili, som bliver dyr, hvis han skal sælges til sommer.
- Lirim har virkelig ramt momentum lige nu, og han har gjort det godt. Det gjorde han også mod FCN, og jeg synes faktisk, at alle spillede en fornuftig kamp.
Kan du holde på ham til sommer?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har ham et år mere endnu, så de må op med tegnedrengen. Alt kan sælges, det ved du, lyder det fra Hvidovre-sportschefen.
Vil spille på højeste niveau
Den 25-årige kantspiller vendte hjem til Hvidovre i januar 2023, efter at han været i Horsens i flere år.
I Hvidovre trives Qamili, og derfor bruger han ikke særlig meget tid på at spekulere over fremtiden.
- Det gør jeg egentlig ikke. Da jeg kom tilbage til Hvidovre, kom jeg tilbage for at finde fodboldglæden igen og spille noget fodbold, der passer til mig.
- Man kunne kun have drømt om det, som jeg siden har oplevet med Hvidovre, så jeg vil gerne bare betale tilbage og give mig selv 100 procent for klubben.
- Jeg tager bare en kamp ad gangen, siger Qamili.
Så du er ikke for god til 1. division, hvis I rykker ned?
- Så langt tænker jeg ikke, siger Qamili med et grin og fortsætter.
- Jeg har lige sagt, at jeg tager en kamp ad gangen, men som fodboldspiller vil man altid spille på det højest mulige niveau, siger Qamili.
Kantspilleren har i alt scoret 23 mål og lavet otte oplæg i 107 kampe for Hvidovre.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Hvidovre IF
3F Superliga


































