





Engang var Lionel Messi sikkerheden selv fra de 11 meter, men sådan er det ikke ligefrem for tiden.
Ved VM satte Messi en kedelig rekord ved at brænde to straffespark i ordinær tid – både mod Østrig og Egypten, og natten til søndag dansk tid skete det også på klubplan.
Her fik argentineren chancen for at udligne til 1-1 midtvejs i første halvleg af MLS-udekampen mod Nashville, men efter et lille hop sendte Messi et tamt forsøg af sted, som målmanden pillede.
Ifølge Transfermarkt har Lionel Messi i løbet af karrieren scoret på 116 straffespark og misbrugt 35.
Artiklen fortsætter efter billedet

Selv om Messi senere blev noteret for oplægget til Inter Miamis udligning, var det bogstaveligt talt stolpe ud for ham mod Nashville.
Det blev meget godt symboliseret i tillægstiden, hvor Messi intet mindre end to gange ramte træværket på få sekunder.
Inter Miamis altoverskyggende stjerne spillede utilsigtet bande med den ene stolpe, inden han ramte den anden, men ind ville bolden ikke.
Den tidligere Brøndby-profil Hany Mukhtar scorede to gange i Nashvilles storsejr.

Major League Soccer
Inter Miami CF

































