Lionel Messi er tilbage på fodboldbanen.
Den argentinske legende kom på banen, da Inter Miami natten til torsdag dansk tid tabte 2-3 til mexicanske León i Leagues Cup.
Det var Messis første kamp, siden hans far gik bort i sidste uge.
Messi sad over Inter Miamis 1-2-nederlag til Monterrey, men vendte tilbage til USA efter sin fars private begravelse i Argentina søndag.
39-årige Messi blev sendt på banen i anden halvleg til stor jubel fra tilskuerne i Miami.
Comebacket kommer samtidig med, at Messi har sat spørgsmålstegn ved sin fodboldfremtid.
Efter farens død skrev argentineren på sociale medier, at han overvejer, hvad der skal ske med karrieren, og at han ikke er sikker på, om han kommer til at fortsætte meget længere.
León-træner Javier Gandolfi var også imponeret over at se Messi på banen.
- Messi er et menneske, der adskiller sig fra alle andre. I dag viste han endnu engang, hvad han er lavet af, siger Gandolfi ifølge BBC Sport.
Inter Miami er ude af Leagues Cup efter nederlaget til León.
Det er første gang, klubben er røget ud i turneringens indledende fase, siden Leagues Cup blev udvidet i 2023. Samme år kom Messi til klubben, hvor de kunne løfte trofæet.


Inter Miami CF

































