Sardar Azmoun er tilbage på Irans landshold.
Azmoun blev i maj udeladt af landstræner Amir Ghalenoei, angiveligt på grund af et opslag på sociale medier, som gjorde de iranske myndigheder vrede under den igangværende konflikt med USA og Israel.
Azmoun lagde et billede op på Instagram af Dubais leder, Mohammed bin Rashid Al Maktoum, i kølvandet på Irans angreb mod De Forenede Arabiske Emirater. Angrebet var et modsvar på luftangreb fra USA og Israel, som dræbte landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Azmoun, der spiller i Shabab Al-Ahli i Emiraterne, slettede senere opslaget, men kom ikke med holdet til VM.
Ghalenoei har nu udtaget den Dubai-baserede angriber til sin 26-mandstrup til venskabskampene mod Usbekistan torsdag og Rusland fem dage senere.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg savnede landsholdet mere, end jeg nogensinde gav udtryk for. I dag, da jeg fandt ud af, at jeg var blevet udtaget igen, var min glæde præcis som første gang, siger Azmoun ifølge AP.
- Jeg er ikke vred på nogen, og jeg har ikke noget at bevise. Jeg er bare glad for igen at have muligheden for at kæmpe af hele mit hjerte for det land, jeg elsker.
31-årige Azmoun har scoret 57 mål i 91 landskampe. Han har tidligere spillet for Bayer Leverkusen og Roma samt en række klubber i Rusland.
Iran skal til januar spille Asian Cup i Saudi-Arabien, og de to kommende testkampe er derfor en del af forberedelserne til turneringen.

Historisk AGF-krise
Hattrick | Afsnit 24AGF-krisen fortsætter. De danske mestre har endnu ikke vundet i Superligaen, og aarhusianerne har gang i flere kedelige rekorder. Indtil videre er der tale om et historisk dårligt titelforsvar.
Læs mere
Venskabskampe
Iran

























