18-årige Mohamed Cherif Haidara har været den helt store oplevelse i denne sæson i Ishøj, hvor han har brilleret i 3. division.
Dermed er der bud fra flere store danske klubber, og han har sågar været til prøvetræning i FC Midtjylland.
Derudover har han også været til en prøvetræning i Sønderjyske, hvilket Tipsbladet erfarede søndag.
Det bekræfter sportsdirektøren i Ishøj, Murat Kütük, over for Bold, men han afviser, at salget er på plads mellem de to klubber.
- Ja, han har været til træning i Sønderjyske, altså bare noget hyggetræning. Og det er gået skidegodt, fortæller Kütük om Cherif, som er født i Guinea.
- Det er jo dejligt, at vi har gode spillere, som har Superliga-niveau.
- Alle, der har set ham, har set, at han er meget god. Han har taget 3. division med storm.
Sælger I ham til Sønderjyske?
- Jamen, nu må vi se. Der skal noget til, for at vi sælger ham. Vi har kontrakt på ham i to år, og lige nu er der ingen planer for, at vi sender ham videre, fordi vi har også brug for ham i 2. division.
- Ellers må jeg selv tage støvlerne på igen.
- Hvis vi sælger ham, så tager jeg selv støvlerne på igen. Det lover jeg.
Du har tidligere sagt, at Mohamed Cherif Haidara er millioner værd. Skal der så meget til, hvis han skal sælges?
- Jeg ved ikke præcis, hvor meget han er værd, men jeg mener helt klart, at han skal være en dyr herre.
- Hvis han fortsætter sin udvikling, så kan han blive solgt videre. Når jeg ser på midtbanen i flere Superliga-klubber, så kan jeg sige, at han er bedre end de fleste.
- Det kunne godt blive til et salg, fordi han har niveau til mere.
Men Sønderjyske får kamp til stregen, hvis de skal sikre Cherifs underskrift. Der er nemlig også interesse fra udlandet.
- Der har været bud efter ham fra andre klubber.
- Der er en klub i Dubai, som har henvendt sig, og så er der en spansk klub, der har henvendt sig. Den spanske klub kommer til Danmark, når vi spiller træningskamp mod B.93.

CampoBet 3. division
Ishøj IF


































