CampoBet 2. division -Ishøj-direktør afsat - konkurs truer
Foto: Ishøj IF
2026-05-18 16:22:11
Foto: Ishøj IF

Ishøj-direktør afsat - konkurs truer

Erhvervsstyrelsen har fjernet Michael Holm Jensen som direktør i Ishøj IF Pro ApS, og hvis man ikke inden for 30 dage kan dokumentere en reel ledelse, kan det ende i tvangsopløsning af selskabet. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Ishøj IF er i store problemer.

Sportsligt er situationen kritisk i 2. division, hvor nedrykning truer lige om hjørnet, mens klubben nu også er havnet i store problemer uden for banen, der i yderste konsekvens kan betyde tvangsnedrykning. 

Erhvervsstyrelsen har således fjernet Michael Holm Jensen som registreret direktør i Ishøj IF Pro ApS med henvisning til, at myndigheden ikke kunne konstatere, at han udøvede den faktiske ledelse af selskabet. 

Afgørelsen kan få alvorlige konsekvenser for selskabet, der driver klubbens førstehold.

Ishøj IF Pro ApS skal dermed dokumentere, hvem der reelt er den daglige ledelse af klubben hurtigst muligt. Hvis ikke det sker, kan Erhvervsstyrelsen i yderste konsekvens sende selskabet til tvangsopløsning via skifteretten. 

Hvorfor skal et selskab have registreret en direktør?

Hvis Erhvervsstyrelsen vælger at indstille selskabet til tvangsopløsning, sendes sagen videre til skifteretten, hvor en likvidator bliver udpeget til at overtage kontrollen. 

Det betyder i praksis, at den nuværende ledelse mister al råderet over selskabet. Drift, økonomi og beslutninger overgår til likvidator. 

Herfra er der tre mulige udfald: Solvent likvidation, genoptagelse eller konkurs. 

Ved solvent likvidation udpeges en likvidator, som sælger selskabets aktiver for at betale kreditorerne, mens en genoptagelse kan komme på tale, hvis selskabet hurtigt får rettet op på manglerne. Hvis selskabet er insolvent, overgår det til konkursbehandling. 

Hvis skifteretten ender med at afsige konkursdekret, vil Ishøj IF’s førstehold blive rykket to rækker ned jf. DBU’s love. 

Da Ishøj aktuelt ligger næstsidst i 2. division, vil klubben i så fald blive rykket tre rækker ned og ende i Københavnerserien - landets sjettebedste fodboldrække. 

DBU's bestemmelser vedr. rekonstruktion/konkurs mv.

Konkurskonge lurer i kulissen 
Ishøj IF Pro ApS har derfor travlt med at få udpeget en ny direktør som afløser for Michael Holm Jensen. 

Michael Holm Jensen er erhvervsmand og bosat i Skanderborg, og han tiltrådte som direktør og ejer i Ishøj IF Pro ApS den 1. maj 2024. 

Af et mødereferat mellem Ishøj Kommune og Ishøj IF Pro den 21. november 2024 har klubben uddybet Michael Holm Jensens rolle i klubben. 

Her fremgår det, at han ingen forbindelse har til Ishøj, men at han gerne ville drive en fodboldklub. 

- Michael Holm Jensen er erhvervsmand, kender Bryan og har et ønske om at drive en fodboldklub. Han har ingen forbindelse til Ishøj. Michael er eneste anpartshaver og udgør selv direktionen. Michael håndterer bogholderi og betalinger – og indskyder kapital i selskabet, står der i mødereferatet. 

Med Bryan menes der konkurskongen Bryan Göddert. 

Ishøj IF meddelte i december 2024, at klubben havde søgt juridisk rådgivning hos den kontroversielle erhvervsmand Bryan Göddert, der har en betinget fængselsstraf, konkurskarantæne samt flere end 620 konkurser på samvittigheden. 

Klubben oplyste på Facebook, at Göddert skulle agere juridisk rådgiver i forbindelse med en aftale med det ghanesiske fodboldakademi True Football Academy. 

Dengang fortalte daværende sportschef i Ishøj IF, Murat Kütük, til Bold, at man ikke så nogen problemer i at hyre Göddert som juridisk rådgiver. 

- Jeg kan sige, at vi ikke har nogen problemer med Bryan Göddert og forholder os ikke til hans fortid. Han skal kun levere juridisk rådgivning til os, sagde Murat Kütük til Bold. 

Noget tyder dog på, at Bryan Göddert i dag ikke kun leverer juridisk rådgivning, men også har en del flere arbejdsopgaver i Ishøj IF. 

249210
Foto: Ishøj IF's hjemmeside

På klubbens hjemmeside fremgår det, at han har ansvaret for ’investor relations & legal’, ligesom en aktindsigt viser, at Bryan Göddert jævnligt har været i dialog med Ishøj Kommune omkring flere klubanliggender. 

Det gælder blandt andet dialog om brug af kommunens faciliteter samt en sag om opsætning af reklamebander på stadion, hvor Bryan Göddert i sin mail-signatur kalder sig ‘Chief Financial & Legal Officer’ - altså en kombination af en CFO og en juridisk direktør. 

249211
Foto: Screenshot af Bryan Gödderts mailsignatur

Da Bryan Göddert har konkurskarantæne, må han ikke bestride en rolle, der indebærer en reel ledelses- eller økonomisk beslutningskompetence. 

Bold har forgæves forsøgt at få en kommentar fra klubejer og nu tidligere direktør Michael Holm Jensen.

Til gengæld har Bold været i kontakt med Bryan Göddert, der kalder Erhvervsstyrelsens manøvre for 'noget pjat'.

- Det er noget pjat, hvad Erhvervsstyrelsen har gjort. Vi har dokumenteret, at Michael Holm er direktør i selskabet. Han er en reel direktør og håndterer virksomheden som direktør og ejer. Men der er nogle regler, der gør, at Erhvervsstyrelsen godt må opføre sig, som man her ser, forklarer Bryan Göddert, der er optimistisk i forhold til at finde en ny direktør.

Men det skal gå forholdsvis stærkt.

- Ishøj IF har fået en frist på 30 dage fra 13. maj til at indsætte en ny direktør. Og det har vi tænkt os at leve op til. Det bliver en proces, hvor vi laver et stillingsopslag for at finde en person med fodboldforstand til at hjælpe Ishøj.

- Det er vigtigt, vi får en person på posten, der kender fodboldverdenen, påpeger Bryan Göddert, der understreger, at Ishøj IF er en sund ’butik’, som ikke har nogen gæld eller skylder penge ude i byen.

Bryan, du er i en situation, hvor du ikke kan bestride jobbet som direktør?

- Det er korrekt. Men nu har det aldrig været planen, at jeg skal være direktør. Jeg har mange andre forretninger at tage mig af. I øvrigt er jeg far til en søn, der spiller i klubben, siger Bryan Göddert.

Ved du noget?

Ingen kontrakttilladelse, intet regnskab 
Ishøj IF mistede for omkring halvandet år siden sin kontrakttilladelse.

Det vil sige, at klubben ikke må indgå professionelle kontrakter med spillere, men kun amatøraftaler. 

For at få kontrakttilladelse skal en 2. divisionsklub leve op til Divisionsforeningens oplysningskrav, som blandt andet betyder, at klubben skal sende sit seneste godkendte årsregnskab ind.

Ishøj IF Pro ApS har dog ifølge CVR-registret endnu ikke aflagt årsregnskab for 2025. 

I regnskabet for 2024 står der følgende om den mistede kontrakttilladelse:

- Selskabet har i år 2024 midlertidigt mistet muligheden for at tegne nye DBU kontrakter, da selskabet har skiftet ejerkreds og ikke har informeret DBU om dette rettidigt, hvilket skyldes en menneskelig fejl. I samarbejde med DBU vil vi i år 2025 forsøge at få kontrakttilladelse igen ved en ansøgning primo 2025, så professionelle fodboldspillere igen kan erhverves og fastholdes, står der.

Ishøj IF har dog ikke fået kontrakttilladelsen igen.

I regnskabet for 2024 fremgår desuden et underskud på 2,58 mio. kr., som 'ejeren har inddækket' - altså Michael Holm Jensen - hvilket indikerer, at driften i perioden har været afhængig af kapitaltilførsel.

Hvorvidt det stadig er tilfældet for 2025, er uklart, da årsregnskabet ikke er offentliggjort.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce