Tidligere Champions League-semifinallist og Ishøj IF rimer normalt ikke på hinanden, men 3. divisionsklubben har præsenteret noget af en bombe.
37-årige Nabil Dirar har nogle flotte meritter, da han kan skrive marokkanske landsholdskampe samt opgør for Fenerbahce og Monaco på CV'et.
I 2017 var han en del af Monaco-mandskabet med holdkammerater som Kylian Mbappé og Radamel Falcao, der dystede mod Juventus i Champions League-semifinalen, men nu skal han tørne ud i den danske 3. division.
Ishøj-cheftræner, Erdogan Aslan, siger til bold.dk, at det tidligere Champions League-profil er bosiddende i Danmark, og klubben kom i kontakt med kantspilleren ved et tilfælde.
- Nabil er blevet gift med en dansk pige. Han er flyttet til Albertslund og har boet der i et halvt års tid. Så var der nogen, der havde hilst på ham i et fitnesscenter.
- Han er jo et rimelig kendt ansigt, og de snakkede med ham. Vores holdleder mødte ham tilfældigt til noget fitnesstræning og fik snakket sammen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Han spurgte Nabil, om han ikke ville træne med, og han har savnet fodbold, fordi det var et år siden, at han havde trænet fodbold. Han ser fin ud. Han er dog 37 år og har ikke spillet fodbold i noget tid.
- Man kan godt se, at han kan noget ekstraordinært. Vi har spurgt, om han havde lyst til at give den en skalle efter sommer, og det har han. Det er sådan, som klubben har hentet ham. Vi har ikke været hele Europa rundt, siger Erdogan Aslan til bold.dk.
Aslan oplyser til bold.dk, at klubben har skrevet en kontrakt med ham, der gælder til sommeren 2024, og han kommer til at være med i de sidste kampe af 3. division.
Ishøj IF er nummer fire i 3. division.
Dirar står noteret for 46 landskampe for Marokko.
Marokaneren har senest spillet for SC Chabab Mohammedia i hjemlandet, men han har været uden kontrakt siden november 2022.