2022-06-18 07:30:02

Offenberg har store smerter: Operation venter

Ishøj-profilen Christian Offenberg siger til bold.dk, at han skal opereres i menisken grundet store smerter. Det holder ham ude i flere måneder, vurderer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Christian Offenberg har været en stor profil for Ishøj i flere sæsoner. I denne sæson har han blandt andet været med til at rykke Ishøj op i 3. division. 

Offenberg har dog i et længere stykke tid spillet med store smerter, og derfor er det ikke sikkert, at man kommer til at se målræven i efterårets kampe for Ishøj. 

Angriberen siger til bold.dk, at han skal opereres. 

- Jeg skal opereres i min menisk. Den står ikke helt så godt til. Den skal klippes, og så er jeg i hvert fald ude i tre-fire måneder. Jeg har spillet med det hele sæsonen, så jeg har spillet med store smerter. Jeg har spillet på 50-60 procent, og alligevel har jeg fået lavet et par kasser, så det er vel godkendt. 

- Jeg synes ikke helt, at jeg er færdig, når jeg kan spille på 50 procent og stadig lave mål. Så må vi se, om jeg kan komme stærkere tilbage, når knæet er blevet lavet, siger Christian Offenberg til bold.dk. 

34-årige Offenberg fortæller, at han har kæmpet sig igennem sæsonen, da han havde lovet Ishøj-cheftræner Erdogan Aslan at hjælpe holdet. 

- Det har ikke været særligt sjovt de seneste par måneder, fordi jeg fik det faktisk allerede i en træningskamp ude på kunsten mod Hillerød. Det har ikke været specielt sjovt at spille med smerter, men jeg havde lovet Erdogan (Erdogan Aslan, red.) at hjælpe ham til en oprykning, og det har vi fået nu. Nu skal den have noget hvile. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Offenberg kommer stadig til at være tilknyttet Ishøj, men om fodboldfremtiden er i den nye 3. divisionsklub, er ikke sikkert.

- Jeg har selvfølgelig stadig dialogen åben med Ishøj, fordi det er et dejligt sted at være, men om det bliver der (ved jeg ikke, red.). Jeg har også to børn, og nu bliver det landsdækkende. At tage til Jylland hver anden weekend skal jeg lige se, om jeg kan få til at passe. Nu er mit fokus, at mit knæ skal blive klar, og så tager jeg den derfra, siger Christian Offenberg til bold.dk.

Angriberen er noteret for 14 mål i 25 kampe for Ishøj i Danmarksserien i denne sæson. Lørdag skal Brønshøj og Ishøj duellere mod hinanden i sæsonens sidste kamp. 

7 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0